01 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

HCB-gift spøger igen

HCB-gift spøger igen

Onsdag, 04. maj, 2011, 11:16:44

Kommunekemi i Nyborg vil gerne modtage 22.500 ton HCB-holdigt affald fra en nedlagt fabrik i Ukraine. Borgergruppen, Nej til Toksiner i Nyborg følger sagen tæt.

Fra demonstrationen i Nyborg den 13. november med transporten af HCB-gift fra Australien til det nu privtiserede Kommunekemi i Nyborg.
Aage Christensen

Danske kommunekemi i Nyborg er nu igen i spil til at modtage det meget farlige HCB-affald til destruktion, denne gang fra Ukraine.

Det sker på trods af, at omfattende folkelige protester for godt fire måneder siden fik miljøminister Karen Ellemann (V) til at stoppe transporten af 10.000 ton HCB-affald fra Australien til Nyborg.

Hexachlorbenzen eller HCB er et ekstremt giftigt, kræftfremkaldende og miljøskadeligt stof, der nedbrydes meget langsomt i naturen.

I Ukraine er der tale om 22.500 ton HCB-holdigt affald fra en nedlagt fabrik. Giften bliver opbevaret i tusindvis af utætte tønder og siver derfor ud.

Kommunekemi har været i kontakt med den ukrainske entreprenør, der har til opgave at rydde op i giftdepotet, og er interesseret i opgaven.

I borgergruppen, Nej til Toksiner i Nyborg, vækker oplysningerne ikke ligefrem begejstring:

– Vi har bevaret vores netværk for at kunne reagere, hvis Kommunekemi igen vil transportere giftigt HCB-affald til Danmark. Vi aner dog ikke, om Miljøstyrelsen overhovedet har godkendt, at Kommunekemi kan behandle affaldet, siger Jens Ellegaard, som er aktiv i borgergruppen, til Arbejderen.

Han undrer sig over, at Kommunekemi endnu en gang er klar til at spille hasard med naturen.

– Der er ingen tvivl om, at for Kommunekemis ejere i kapitalfonden EQT handler det om at tjene penge. Det står også tydeligt, efter at EQT for nylig blev slæbt i retten af SKAT for at føre skattekroner ud af Danmark.

I modsætning til Australien er Ukraine ikke et rigt land, men det principielle indhold i sagen er det samme, mener han:

– Det giftige affald skal behandles så tæt på kilden som muligt. Det er slået fast i flere internationale konventioner. Det internationale samfund må hjælpe Ukraine med at løse sine problemer med giftigt affald. Det er ikke en løsning at fragte affaldet flere tusinde kilometer til Danmark, siger Jens Ellegaard.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. maj. 2011 - 11:16   03. sep. 2012 - 12:41

Indland