03 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Israel styrer selv sort liste

Israel styrer selv sort liste

Tirsdag, 26. april, 2011, 10:55:10

Udenrigsministeren afviser at kritisere Israel for den boykot-lov, som vil gøre det umuligt for danske boykottere at besøge Israel og den besatte vestbred.

Den slags farlige personer, der opfordrer til boykot af israelske varer, skal fremover ikke kunne besøge Israel eller den besatte vestbred.
Alice Larsen

Israel bestemmer selv, om de vil straffe danske boykottere af israelske produkter.

Sådan lyder det korte svar fra den danske udenrigsminister Lene Espersen til den tidligere socialdemokratiske udenrigsminister Mogens Lykketoft.

Det må »konstateres, at ethvert land har en vidtstrakt adgang til at bestemme, hvem det giver opholds- og indrejsetilladelse til«, skriver ministeren.

Arbejderen kunne i sidste uge fortælle, at Mogens Lykketoft krævede udenrigsministerens holdning til et udkast til en ny boykot-lov, der i øjeblikket behandles i det israelske parlament.

Lovforslaget betyder, at danskere, der boykotter eller opfordrer til boykot af israelske varer, risikerer et indrejseforbud til Israel i op til ti år. Forbuddet omfatter også den besatte vestbred.

Det er uacceptabelt, at Israel på den måde forsøger at begrænse danskeres og andre borgeres ytringsfrihed, mener Lykketoft. Han er bestemt ikke tilfreds med udenrigsministerens kortfattede svar.

– Det er ærgerligt. Det her var ellers en god mulighed for den danske regering til at tage afstand fra Israels kolonialisering af de palæstinensiske områder. Det er jo upassende, hvis danske borgere nægtes indrejse i Israel, fordi de er enige med den danske regering i at bosættelserne er ulovlige, siger Mogens Lykketoft til Arbejderen.

Han uddyber:

– Jeg havde håbet på, at udenrigsministeren ville tage sig sammen og sige til Israel: »Det her er ikke i orden«. Men i stedet opremser ministeren bare fakta. Men det her handler jo ikke om, hvad der er muligt, men om hvad der er klogt. Det er dårligt for Israels forhold til Danmark at vedtage den slags holdningsmæssige begrænsninger af, hvem man vil have ind i landet.

Ifølge lovforslaget skal det fremover være »forbudt at indlede en boykot mod staten Israel og områderne under israelsk kontrol«. Hvis loven vedtages kan israelske firmaer kræve erstatning på op til 45.000 danske kroner fra israelske boykottere. Udlændinge idømmes indrejseforbud.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. apr. 2011 - 10:55   03. sep. 2012 - 12:41

Indland