01 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kærlighed koster 200.000

Kærlighed koster 200.000

Fredag, 15. april, 2011, 10:57:55

Nye stramninger af familiesammenførings-reglerne betyder, at det vil koste op mod 200.000 kroner at få en ægtefælle og børn til Danmark.

Med de nye regler bliver det nærmest umuligt at få en udenlandsk ægtefælle til Danmark, siger Indvandrerrådgivningen.
Bille

En ny omgang stramninger af reglerne for familiesammenføringer betyder, at det kun er rige, der har råd til at gifte sig med en udlænding.

Sådan lyder advarslen fra den landsdækkende Indvandrerrådgivningen.

– Med de nye regler skal du stille med en bankgaranti på 123.000 kroner. Hertil kommer rejser frem og tilbage til Danmark. Ansøgningsgebyret koster over 23.000 kroner, hvis du vil have en hustru og to børn til Danmark. Du skal betale for et kursus i dansk. Endelig skal du betale 3000 kroner for en indvandringsprøve, siger Leif Randeris, kontorleder i Indvandrerrådgivningen til Arbejderen.

– Prisen for at få ret til et familieliv nærmer sig 200.000 kroner. Det er en stor økonomisk belastning for mange mennesker. Det strider mod menneskeretten til et familieliv, konkluderer han.

Rådgivningen har hjulpet cirka 200-300 flygtninge og indvandrere med at blive sammenført med deres ægtefælle og børn.

– Med de nye regler er det ved at være så svært, at kun fem procent af dem, vi har haft kontakt til, ville komme igennem nåleøjet i dag, uddyber Leif Randeris.

De nye stramninger blev førstebehandlet i tirsdags:

– Grundlæggende handler det om at kunne og ville. Hvis man vil, kan man få en familiesammenføring i Danmark. Hvis man kan og ønsker at bidrage til det danske samfund, kan man blive familiesammenført. Hvis man ikke vil og ikke kan, må man finde sig i, at man får et afslag på familiesammenføring, fastslog Venstres integrationsordfører, Karsten Lauritzen, under behandlingen i Folketinget.

En række organisationer advarer i høringssvar mod lovforslaget: »Der er tale om en ganske betydelig øgning af kravene«, som »… forstærker tendensen til at kun relativt velstillede har mulighed for at søge og opnå familiesammenføring«, skriver Dansk Flygtningehjælp. Også Helsinki Komitéen tager afstand fra lovforslaget fordi det er »… stærkt diskriminerende mod udlændinge« og »… indskrænker friheden kraftigt for alle, der bor i landet«. Også Institut for Menneskerettigheder har afleveret et kritisk høringssvar.

Aftalen om stramningerne blev indgået mellem regeringen og Dansk Folkeparti i efteråret i forbindelse med finanslovforhandlingerne.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. apr. 2011 - 10:57   03. sep. 2012 - 12:41

Indland