Løkkes 23 milliarder store nedskæringspakke går til at finansiere regeringens skattelettelser og skattestop, der koster statskassen endnu mere.
Det er ikke de ældres og efterlønnernes skyld, at der er kommet et stort hul i de offentlige budgetter, som regeringen nu vil stoppe med milliard-nedskæringer via sin 2020-plan
Hullet er derimod skabt af regeringens og Dansk Folkepartis skattestop og diverse ufinansierede skattelettelser, siger chefanalytiker Martin Madsen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, til Arbejderen.
– Hvis regeringen ikke havde haft så travlt med at give skattelettelser, ville der være et solidt overskud på de offentlige finanser helt frem til 2020, understreger Martin Madsen.
Det er altså de store skattelettelser, som regeringen og Dansk Folkeparti ad flere omgang har gennemført, der i de kommende år bringer statsbudgettet i ubalance, lyder konklusionen fra AE-rådet.
Det afviser Konservatives finansordfører Mike Legarth dog på det bestemteste.
– De skattelettelser, vi har gennemført, har været et hundrede procent finansieret alle sammen, krone til krone. Og de har alle været til gavn for Danmark, så jeg har svært ved at forholde mig til det, du dér lægger frem, siger Mike Legarth til Arbejderen.
Det er en påstand, Martin Madsen har hørt fra regeringen før.
– Derfor har jeg også garneret min analyse med en boks med citater fra en række »tunge drenge«, der giver mig ret: Der er tale om ufinansierede skattelettelser, svarer Martin Madsen igen.
Blandt andet skriver økonomiprofessor og tidligere overvismand Peter Birch Sørensen i en artikel i »Samfundsøkonomen«, at »det er også velkendt, at man både i 2004 0g 2009 vedtog ufinansierede skattelettelser.«
– Og her får man altså ikke en artikel i, medmindre den er godkendt af ligemænd, understreger Martin Maden.
2020-planen indeholder årlige nedskæringer på 23 milliarder kroner. Ud over at afskaffe efterlønnen vil regeringen også skære de offentlige udgifter ned fra godt 29 til 27 procent af bruttonationalproduktet.
2020-planen kommer oven i den pakke med nedskæringer på 24 milliarder kroner over de næste tre år, som regeringen og Dansk Folkeparti blev enige om sidste år
– Der skal findes 47 milliarder kroner – ikke med tro, håb og gældsætning, men med håndfaste reformer – for fremtidens velfærd skal betales kontant, sagde Lars Løkke Rasmussen, da han i går fremlagde planen.
Forhandlingerne om 2020-planen starter på fredag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278