Lægemiddelindustrien har meldt sig ud af kritisk nævn, der skulle kontrollere gaver til læger. Så nu lukker nævnet.
Det nævn, som hidtil har ført kontrol med medicinalfirmaers reklamer for medicin, gaver til læger og sponsorering af konferencer, lukker ned den 1. april.
Lægemiddelindustrien har nemlig meldt sig ud af det fælles nævn, Nævnet for Selvjustits på Lægemiddelområdet, hvor læger, industri og apoteker hidtil har holdt et kritisk øje med, at læger ikke uddeler medicin, fordi de har fået gaver eller eksotiske rejser fra medicinalfirmaerne.
I stedet skal det fremover være Lægemiddelstyrelsen, der holder et vågent øje med industrien.
– Vi har overvejet, hvordan vi i den situation bedst har kunnet sikre, at læger lever op til reglerne for samarbejde med medicinalindustrien. Det er vigtigt for os, at det ikke er Lægeforeningen selv, der står for den vurdering. Det bør være en uafhængig instans med den nødvendige juridiske ekspertise, og derfor mener vi, at det er rigtigst, at det nu er Lægemiddelstyrelsen, der tager over efter nævnet, siger Mads Koch Hansen, formand for Lægeforeningen.
Nu krydser lægerne fingre for, at Lægemiddelstyrelsen er i stand til at overtage rollen som vagthund:
– Det har stor betydning for befolkningens tillid til lægers rådgivning, at området reguleres på samme høje niveau som hidtil, siger Mads Koch Hansen.
Men i styrelsen tør man ikke love, at der vil blive lagt lige så mange kræfter i at løse opgaven som hidtil:
– Vi har ikke på forhånd afsat flere midler eller ekstra mandskab til opgaven. Jeg tør ikke love, at vi kan lægge lige så mange kræfter i opgaven, som nævnet hidtil har gjort, Karsten Jørgensen, kontorchef hos Lægemiddelstyrelsen, til Arbejderen.
Det uafhængige nævn blev oprettet i 2008. Danmarks Apotekerforening, Lægeforeningen og Lægemiddelindustriforeningen besluttede at indgå en fælles aftale om samarbejdet på lægemiddelområdet. Samtidig underskrev de tre parter en principaftale om at etablere et nyt fælles etisk nævn, Nævnet for Selvjustits på Lægemiddelområdet.
Aftalen skulle sikre, at samarbejdet mellem industri og læger foregår uafhængigt, og at lægernes ordination af medicin og apotekernes rådgivning sker upåvirket af økonomiske interesser.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278