02 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Nedtur for vækst og job

Nedtur for vækst og job

Onsdag, 02. marts, 2011, 10:45:42

Sidste kvartal af 2010 bød på nedgang i produktion og beskæftigelse. Mangel på offentlige investeringer er en del af forklaringen, siger økonom.

Regeringen har svigtet sit løfte om offentlige investeringer så markant, at det har kostet et fald på 0,4 procent på bruttonationalproduktet og 7400 arbejdspladser. Men Claus Hjort glæder sig i stedet over, at kommuner og regioner ser ud til at overholde regeringens sparekrav.
Aage Christensen

Produktionen i Danmark faldt i fjerde kvartal sidste år med 0,4 procent. Samtidig faldt beskæftigelsen med omkring 6000 personer. For året som helhed er faldet på hele 58.000 personer.

Regeringens spådom om et »selvbærende opsving« hviler dermed på et noget tyndt grundlag, mener Martin Madsen, chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

– Regeringen bør holde igen med planerne om store besparelser. Det er nok ikke lige tiden nu, vurderer Martin Madsen.

Det er de seneste nationalregnskabstal, der afslører faldet i produktion og beskæftigelse. Samtidig viser tallene også, at regeringen markant har svigtet egne løfter om at sætte gang i de offentlige investeringer i 2010.

– I det første kriseår, 2009, lod regeringen stå til – faktisk blev det et historisk lavt år for offentlige investeringer i for eksempel skoler og daginstitutioner, der ellers kunne have afhjulpet eksplosionen i arbejdsløsheden og sat gang i hjulene, siger Martin Madsen til Arbejderen.

Til gengæld lovede regeringen historisk høje offentlige investeringer i 2010.

– Men det blev ikke til meget. I august sidste år lød regeringens mål for offentlige investeringer for 2009 og 2010 tilsammen på en stigning på 41,5 procent. Men det viser sig nu, det er endt med 19,4 procent over de to år – altså under halvdelen. Oven i købet faldt investeringerne direkte i det sidste kvartal af 2010, forklarer Martin Madsen.

De svigtede mål har ifølge Martin Madsen alene kostet cirka 7400 arbejdspladser og et fald i bruttonationalproduktet på omkring 0,4 procent.

– Til gengæld er det offentlige forbrug, altså udgifter til driften, steget med 1,7 procent i løbet af 2010. Det er jo en post, som regeringen tordner imod og vil gøre mindre. Men stigningen bidrager faktisk med 0,4 procent til bruttonationalproduktet, Så uden det ville det se endnu værre ud, gør Martin Madsen opmærksom på.

Sådan ser finansminister Claus Hjort Frederiksen ikke på det. Han glæder sig i stedet over, at de to sidste kvartaler viser faldende offentligt forbrug og beskæftigelse.

– Det er et klart tegn på, at kommuner og regioner er ved at rette ind efter de aftalte budgetter for 2011, siger Claus Hjort til dagbladet Børsen.

Hvis de ikke gør, står finansministeren klar med afrettersaksen.

– For at sikre, at budskabet om at holde udgifterne i ro står klart for alle, er der fra 2011 indført strammere styringsmekanismer, herunder modregning i bloktilskuddet ved budgetoverskridelser. Hvis budgetterne ikke holdes, må vi stramme styringsmekanismerne yderligere, siger han.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. mar. 2011 - 10:45   03. sep. 2012 - 12:41

Indland