02 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

SF ser Helmand-plan som en sejr

SF ser Helmand-plan som en sejr

Torsdag, 24. februar, 2011, 10:58:46

Enhedslisten er dybt kritisk overfor den nye Afghanistan-aftale. Modsat ser SF det som en sejr for partiets synspunkter.

Jeg kan dårligt tolke det anderledes end en anerkendelse af, hvad SF har sagt længe. Holger K. Nielsen, SF’s forsvarsordfører

Den nye politiske aftale om Danmarks indsats i Afghanistan er en sejr for SF, fastslår partiets forsvarsordfører Holger K. Nielsen.

– Jeg er meget tilfreds med det nye Afghanistan-forlig, som jeg ser som en klar indrømmelse af, at det ikke kan fortsætte som hidtil, siger Holger K. Nielsen.

Han er især glad for, at aftalen slår fast, at der ved udgangen af 2014 ikke længere skal være danske kamptropper i Afghanistan.

– Allerede i 2012 skal der genforhandles om tempoet for endelig tilbagetrækning. Det er helt nye toner fra regeringen og Afghanistan-forligskredsen, og jeg kan dårligt tolke det anderledes end en anerkendelse af, hvad SF har sagt længe, tilføjer Holger K. Nielsen.

Aftalen blev indgået tirsdag mellem regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Radikale og Liberal Alliance.

Den betyder blandt andet, at antallet af danske soldater i Afghanistan reduceres med cirka 30 i år. I andet halvår af 2012 skæres styrken med yderligere omkring 70 soldater. Dermed går antallet af danske soldater i Afghanistan ned fra 750 til 650.

Samtidig stiger antallet af danske politifolk i landet.

Partierne lægger også op til at øge udviklingsstøtten til Afghanistan med 100 millioner kroner fra 2011-2013. Dermed bliver Afghanistan den næststørste modtager af dansk udviklingsstøtte.

Modsat SF er Enhedslisten meget kritisk overfor aftalen.

– Det, de kalder en tilbagetrækningsplan, er i virkeligheden en plan for at fortsætte den nyttesløse krig flere år endnu. Der skal være kampsoldater og kampvogne i Afghanistan frem til udgangen af 2014. Det er dybt skuffende, at Socialdemokraterne og også SF er med på den galaj, siger partiets forsvarsordfører Frank Aaen.

– Planen vil betyde, at flere danske soldater vil dø i en krig, som ikke kan vindes. Og at flere afghanske civile vil miste livet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. feb. 2011 - 10:58   03. sep. 2012 - 12:41

Indland