I dag stemmer Folketinget for nye, hemmelige beføjelser til PET og politiet. De kan blandt andet beslaglægge medlemslister under ransagninger.
I dag ventes et flertal i Folketinget at stemme ja til et lovforslag, som giver politiet og efterretningstjenesten lov til i al hemmelighed at beslaglægge medlemslister, beskeder og breve, som bliver fundet under en ransagning hos mistænkte organisationer eller personer.
Forslaget er stillet af justitsminister Lars Barfoed (K). Men PET vil ikke bruge de nye muligheder til at beslaglægge eksempelvis medlemslister fra politiske partier og foreninger, forsikrer de konservatives retsordfører, Tom Behnke.
– Det er ikke møntet på politiske organisationer, men mod rockere, siger han til Arbejderen.
Enhedslistens retsordfører, Line Barfod, er ikke overbevist:
– Jeg har svært ved at tro, at Hells Angels har medlemslister liggende, som politiet bare kan komme forbi og kopiere ved et venskabeligt visit. Derimod ligger en lang række foreninger inde med medlemslister, påpeger hun.
– Og med de seneste afsløringer af PET og politiets ulovlige registrering af politisk aktive, har vi al mulig grund til at frygte at overvågningen af lovlig politisk aktivitet også sker i dag, advarer Line Barfod.
Flere organisationer, blandt andet Institut for Menneskerettigheder, Landsforeningen af Forsvarsadvokater og Retspolitisk Forening advarer mod loven. Men kritikken preller af på Tom Behnke:
– De skyder over målet. Deres bekymring er teoretisk. Ipraksis er der intet belæg for deres bekymringer, mener han.
Tom Behnke indrømmer dog, at de nye muligheder for hemmelig beslaglæggelse risikerer at ramme uskyldige:
– Du er jo uskyldig indtil du er dømt. Derfor vil en hemmelig ransagning under efterforskningen af en sag jo altid ramme uskyldige.
Enhedslistens Line Barfod tager derimod høringssvarene alvorligt:
– Det er dybt bekymrende, at regeringen nu vil åbne op for hemmelige beslaglæggelser under almindelige ransagninger i almindelige straffesager. Jeg har ikke set nogen som helst dokumentation for at det skulle være nødvendigt, siger Line Barfod.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278