Et nyt forslag til offentlighedslov giver på en række områder borgerne større adgang til oplysninger, men gør det samtidig sværere at kontrollere magthaverne.

Noget tyder på, at det bliver mere end svært for regeringen at få flertal til forslaget til ny offentlighedslov, som blev fremsat onsdag i sidste uge.

Hele oppositionen siger nej til det nuværende forslag. Det samme gør Liberal Alliance. Kristendemokraterne er kritiske og Dansk Folkeparti har endnu ikke gjort sin stilling klar, men ser helst et bredt flertal.

Forslaget til ny offentlighedslov er baseret på en rapport fra Offentlighedskommissionen, der har brugt syv år på sit arbejde. Forslaget har været tilgængelig i flere måneder, og der har især været udbredt kritik fra journalist-kredse.

På trods af, at loven på en række områder giver større adgang for borgerne til at få oplysninger fra det offentlige, påpeger kritikere, at loven samtidig gør det sværere at kontrollere magthaverne. Mest omstridt er paragraf 24, som begrænser aktindsigten for dokumenter, som vedrører ministerbetjening.

Det ser justitsminister Lars Barfoed kun som en fordel:

– Begrænsningerne skaber mere kreativitet i beslutningsprocesserne. Dermed fører de i sidste ende til nogle mere fornuftige beslutninger, end hvis alle papirer, som florerer i sådanne sammenhænge, skulle være genstand for aktindsigt, siger han til journalisten.dk.

Tim Knudsen, professor i statskundskab på Københavns Universitet, peger på, at interessen i den nye offentlighedslov »klart ligger hos den siddende regering og dennes ledende embedsmænd«:

– Tendensen er jo, at man åbner på alle de for magthaverne uvæsentlige områder, hvor borgerne er brugere. De steder, hvor borgerne kan kontrollere magthaverne, går offentligheden kun én vej, og det er mod et mere lukket magtapparat, siger han til Information.

Oppositionen får også dårligere betingelser for sit arbejde.

– De vil jo gå glip af informationer, som de i nutidige forhold kunne have gavn af, mener Tim Knudsen.

For nylig udkom en hvidbog, skrevet af Erik Valeur og Lars Rugaard, med 12 eksempler på politiske historier, som ikke kunne være afsløret uden aktindsigt i ministeriernes dokumenter. Det gælder blandt andet sagen om Lars Løkkes overbetaling af privathospitaler og flere cavling-vindende historier.