04 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Bistand skal åbne markeder

Bistand skal åbne markeder

Lørdag, 11. december, 2010, 14:13:39

Regeringen vil målrette ulandsbistanden til lande, der lukker storkapitalen ind på deres markeder. Ulandsekspert advarer.

Ulandspolitik skal ikke bruges til at skabe markeder for ens egne produkter. Udviklingshjælp skal reducere fattigdom, fastslår ulandsekspert Peter Kenworthy
Aage Christensen

Danske mikrolån til høns og skolebøger til tusindvis af småbønder i Tanzania…

Det er blandt de statslige danske bistandsprojekter, som er i fare, hvis Tanzanias folkelige bevægelse, som kæmper imod privatiseringer og for jord og adgang til social service og rent drikkevand, får vind i sejlene og kræver ret til kollektive landbrug.

Dansk ulandsbistand skal nemlig fremover gå til lande, der åbner deres naturressourcer og offentlige sektorer op for store virksomheder og skaber frihandel. Det slår udenrigsminister Lene Espersen fast i sit udenrigspolitiske strategiudspil »Kurs mod 2020 – Dansk udenrigspolitik i nyt farvand«.

– Lene Espersen fortsætter ud af dét spor, som Verdensbanken i årevis har forsøgt at få ulandene ind på:Nemlig troen på at privat vækst kan løse ulandenes fattigdomsproblemer. Problemet er, at den model ikke virker, siger Peter Kenworthy til Arbejderen.

Han er ekspert i Internationale Udviklingsstudier og aktiv i ulandsorganisationen Afrika Kontakt.

I en kronik i Arbejderen i dag sætter han spørgsmålstegn ved, om udenrigsministerens krav om »frihandel«og »åbne markeder« er skabt for ulandenes eller for danske virksomheders skyld.

Ulandspolitik skal ikke bruges til at skabe markeder for ens egne produkter. Udviklingshjælp skal reducere fattigdom., fastslår Peter Kenworthy.

Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, erklærer sig helt uenig:

– Det er en gammeldags tankegang, der bygger på gammeldags maskiner. Det kommer der ikke noget godt ud af. Afrika har alt for høje toldmure. Jo mere frihandel, jo bedre, siger han til Arbejderen.

Undersøgelser foretaget af det uafhængige analyseinstitut Afrobarometer har vist en stor modvilje mod privatiseringer blandt befolkningerne i Afrika.

Eksempelvis levede Zambia op til Verdensbankens krav om privatiseringer, og fjernede statsstøtten til majsproduktionen. Landet oplevede en lille vækst – men fattigdommen og uligheden i landet blev større.

– Hvis det at åbne markeder virkelig er den bedste måde at føre politik på, er det vel ikke nødvendigt at tvinge ulandene til det, fastslår han.

Michael Aastrup Jensen vil ikke ind på, hvilke lande, der fremover skal have lukket for bistandskassen, hvis ikke de samarbejder og åbner deres markeder:

– Det er for tidligt at sige. Lige nu prøver vi at presse i den rigtige retning. Men det er vigtigt, at vi stiller større og større krav til modtagerlandene, siger Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen til Arbejderen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. dec. 2010 - 14:13   03. sep. 2012 - 12:41

Indland