04 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Slut med klassens time

Slut med klassens time

Fredag, 10. december, 2010, 10:48:01

Regeringen vil afskaffe den skemalagte tid til elevrådenes arbejde på trods af løfter om at styrke elevernes indflydelse.

Hvis det står til regeringen, vil der i fremtidens folkeskole ikke være sat tid af til at løse konflikter i klassen.
Mette Kramer Kristensen

Den time om ugen, som skoleeleverne i dag bruger på elevinddragelse og løsning af konflikter, skal de fremover bruge på at terpe stavning og regning.

Ifølge det udspil til folkeskolereform, som undervisningsministeren fremlagde onsdag, vil regeringen afskaffe den såkaldte »klassens tid«. I stedet skal timerne bruges på dansk, engelsk, matematik og naturfag.

Klassens tid er en lektion om ugen, som blandt andet bliver brugt til tilbagemelding fra elevråd, valg til elevråd samt til at løse konflikter internt i klassen.

– Det vil gå ud over fagligheden og elevindflydelsen, når man skal finde plads til elevrådsarbejde i undervisningen, siger Troels Boldt Rømer, formand for Danske Skoleelever, til Arbejderen.

Han er bange for, at elevdemokratiet vil blive underprioriteret, fordi det bliver lagt ud til den enkelte lærer at finde plads i den almindelige undervisning til for eksempel tilbagemelding fra elevråd.

Regeringen lægger ellers op til øget inddragelse af eleverne og mere elevdemokrati i sit udspil. Det fremhæves blandt andet, at »elever, forældre og skolebestyrelser skal i højere grad være med til at udvikle folkeskolen«.

Dén styrkelse af elevdemokratiet, som regeringen lover, bliver forklaret på to-en-halv linje: »Der skal i samarbejde med skolens interessenter gennemføres en kampagne om elevdemokrati.«

Derudover skal der gennemføres elevtilfredshedsundersøgelser.

– Vi har kæmpet for en kampagne om elevdemokrati, så dét punkt er vi godt tilfredse med. Men en kampagne kan ikke afløse elevrådets arbejde i klassens tid, siger Troels Boldt Rømer.

Uddannelsesordfører for Venstres Ungdoms, Chris Holst Preuss, kan ikke se problemet.

– Det kan være friskt med nye metoder for demokratiet, siger Chris Holst Preuss til Arbejderen.

– Demokrati handler om ret, men også om pligt. Eleverne skal selv tage téten til at løse konflikter. Det nytter ikke noget, at man ikke tør tage konflikter op. Og der er masser af steder, man kan gå hen med problemer. Man kan gå til sin lærer, sin elevrådsrepræsentant eller skoleleder, uddyber han.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. dec. 2010 - 10:48   03. sep. 2012 - 12:41

Indland