Siden Socialdemokratiet og SF i maj måned fremlagde oplægget »Fair Løsning« har debatten været livlig. Ikke mindst sloganet om 12 minutter har skabt furore ude på landets arbejdspladser, da det griber dybt ind i den kamp, arbejderbevægelsen har ført gennem mere end 100 år for nedsat arbejdstid. Arbejderen ser nærmere på debatten om Fair Løsning.

Er 12 minutter en fair løsning?

Det mener LO

Harald Børsting, formand for Landsorganisationen, LO

Danmark har tabt 161.000 jobs i de seneste to år, arbejdsløsheden er steget eksplosivt og fremtidens velfærd er under pres. Det er en alvorlig situation. Der er i den grad brug for at diskutere de reelle udfordringer, som Danmark står overfor.

Fra fagbevægelsens side har vi sagt, at vi, at vi hellere vil arbejde os ud af krisen frem for at spare og skære. Hvis mange yder en ekstra indsats, kan vi klare ærterne uden at nogle udsatte grupper skal holde unødigt hårdt for. Derfor er vi klar til at indgå i trepartsforhandlinger om at skaffe 15 milliarder kroner.

LO vil gerne medvirke til, at arbejdstiden øges, og at flere kommer ind på arbejdsmarkedet. Og vi er parate til at følge op med flere initiativer, hvis de håndtag, der skal nå målene, mod forventning ikke viser sig at være tilstrækkelige.

Men der skal være balance i tingene – uligheden skal ikke øges. Lønmodtagerne skal ikke blot arbejde ekstra for at finansiere skattelettelser til de rigeste. Og så skal det ske under respekt for den danske arbejdsmarkedsmodel, hvor de overenskomstbærende organisationer sætter rammerne for arbejdsmarkedet.

Det mener tillidsmanden

Lars Mose, fællestillidsmand på Danish Crown i Horsens

Jeg synes generelt, at Fair Løsning er et positivt oplæg. Det viser et hold, som vil spille angrebsfodbold, hvis man kan sige det. De prøver at angribe samfundets problemer og komme med nogle forslag til løsninger. Mens den nuværende regering blot sætter 11 personer ned i forsvaret.

Men jeg synes det er voldsomt, at S-SF lægger alt over til trepartsforhandlinger. Jeg kan ikke forstå, at de mener at trepartsforhandlinger er det samme som overenskomstforhandlinger. Jeg mener det kan være skrøbeligt, at vi skal til at stemme om deres udspil i overenskomsterne. Hvis der kommer noget ind i overenskomsterne, som vi ikke vil have, stemmer folk det ned. Det har slagteriarbejderne gjort flere gange. Hvis det sker vakler hele planen. Og jeg håber ikke, at vi skal til at regulere arbejdsmarkedet via lovgivning. Så ødelægger vi den danske model.

Om efterlønnen siger de et sted i planen, at de ikke vil røre den, men et andet sted foreslår de, at man kan omkonvertere efterløn til uddannelse. Det er jo også at røre ved efterlønnen. Hvis de først begynder at ændre i efterlønnen, så udhuler man den i realiteten.

Det mener FOA

Dennis Kristensen, formand for forbundet Fag og Arbejde, FOA.

S-SF-planen peger i den helt rigtige retning, når det gælder den danske velfærd. Netop nu er det omkring en tredjedel af landets kommuner i gang med at gennemføre store besparelser i de allerede vedtagne budgetter for i år. Det er ikke måden at sikre en velfærd, der kan løfte fremtidens udfordringer. Tværtimod. Så er der langt mere sund fornuft i at skabe mere værdi i samfundet gennem mere arbejde.

Vi deltager gerne i trepartsdrøftelser med både en blå og en rød regering om, hvordan vi via overenskomster og lovgivning kan skabe gulerødder til at øge antallet af arbejdstimer. Der er selvfølgelig også grænser for, hvad fagbevægelsen og en siddende regering kan aftale. Men hvis udgangspunktet for forhandlingerne er, at ideerne om at piske lønmodtagerne med velfærdsforringelser erstattes med gulerødder til at være med til at arbejde os ud af krisen, så er vi med på vognen.

FOA er enig i, at vækst i den private sektor er en af forudsætningerne for at skabe økonomiske muligheder for at fremtidssikre den danske velfærd, men den offentlige sektor står overfor en mega-udfordring i forhold til at sikre hænder og kvalificerede hoveder nok til fremtidens offentlige velfærd og service. Derfor skal en væsentlig del af flere arbejdstimer i den offentlige sektor også omsættes til flere hænder i velfærden, ellers har den offentlige sektor ikke en chance for at opfylde sit fremtidige personalebehov.

Det mener økonomen

Henrik Herløv Lund, økonom, cand. Scient. Adm.

Under alle omstændigheder repræsenterer Fair Løsning et betydelig bedre bud på en økonomisk strategi for krisen, arbejdsløsheden og statsunderskuddet end VK’s spare-, ledighedsskabende og vækststoppende økonomiske politik.

Men der er også mærkbare svagheder i planen, især på finansieringssiden: En times mere arbejde til alle er fordelingspolitisk skævt og vil ikke give øgede statsindtægter, men risikerer tværtimod at skabe arbejdsløshed indenfor en overskuelig tidshorisont. Også hurtigere gennem uddannelsessystemet og dagpengereform er forslag, der vender den tunge ende nedad og er tvivlsomme med hensyn til øget finanspolitisk holdbarhed.

Der vil derfor være brug for at styrke Fair Løsning gennem i stedet at gennemføre et mere vidtgående opgør med VKO’s topskattelettelser, med tilskud og skattesubsidier til erhvervslivet og gennem en mere langsigtet begrænsning af rentefradrag og genopretning af boligbeskatningen.

Vi ser her bagsiden af, at S og SF ikke har modet til at rulle VKO’s topskattelettelser tilbage for indkomster under en million og ned til 600-700.000. Fordi man har accepteret alle disse skattelettelser til de højere indkomster, nødsages man til at smøre finansieringen af statsunderskud og velfærdsforbedringer ud over alle borgere ved at alle skal arbejde en time mere.

Det mener Enhedslisten

Johanne Schmidt-Nielsen, folketingsmedlem for Enhedslisten

Der er mange gode elementer både i Fair Løsning og det tilhørende skatteforslag, hvor S og SF foreslår skat på aktiespekulation og en millionærskat. Begge dele er gammel enhedslistepolitik.

Når S-SF siger velfærd eller skattelettelser, ville det være klogt, hvis de forholdt sig mere til, at VKO-regeringen har givet meget store skattelettelser til toppen af Danmark. S-SF øger kun skatten for dem, som tjener over en million kroner. Hvis vi i stedet trak alle skattelettelser tilbage for dem, som tjener over 500.000, ville det give syv milliarder, som vi kan bruge til at forbedre velfærden.

Et andet element i Fair Løsning er forslaget om, at alle skal arbejde mere. Vi mener ikke, det er klogt at tvinge de, der i forvejen knokler for at få familieliv og arbejdsliv til at hænge sammen, og som allerede arbejder på fuld tid, til at arbejde mere. Men den del der handler om, at give offentligt ansatte på tvungen deltid mulighed for at arbejde på fuld tid, støtter vi. Vi er også enig i, at vi skal arbejde målrettet for at nedbringe sygefraværet, så vi får stoppet den nedslidning, som tvinger mange til at forlade arbejdsmarkedet før tid. Og vi synes det er helt rigtigt, at arbejde for at flere unge får en uddannelse.

Endelig savner vi, at der gøres noget for de mange ledige, hvis indtægter er blevet udhulet år for år. For os er det helt afgørende at ydelserne bliver sat op.

Det mener Kommunistisk Parti

Jørgen Petersen, formand for Kommunistisk Parti.

Efter min mening skal man være blind, hvis ikke man kan se, at der er forskel på den borgerlige regering og S-SF-udspillet. Man kan også se det konkret på deres finanslovsudspil. Det er positivt, at S og SF vil rulle en del af regeringens skattelettelser tilbage, og positivt at man vil fjerne starthjælp, kontanthjælpsloft, nedskæringer på børnepenge og u-landsbistand.

Men Fair Løsning er utilstrækkelig på flere områder. Det grundlæggende problem er, at S og SF accepterer EU’s konvergenskrav, som betyder nedskæringer på 24 milliarder på de offentlige budgetter og den kollektive velfærd.

Også ideen om, at alle danskere skal bidrage til at betale – både for den økonomiske krise og det hul, regeringen har skabt i statskassen gennem ufinansierede skattelettelser – er absurd. Regningen må sendes til den finansielle sektor og de velstillede danskere, som har bidraget mindre og mindre til fælleskabet under VK-regeringen. Millionærskatten er et skridt på vejen, men langt fra nok.

S og SF vil forsøge at presse fagbevægelsen til at indgå en aftale om, at arbejdstiden skal øges med en time mere om ugen. Det er et forkert signal. I stedet er der brug for at skabe flere arbejdspladser til de arbejdsløse.

Det er meget vigtigt at fagbevægelsen ikke lægger alle sine æg i kurven med Fair Løsning, men rejser sine egne krav til en ny politik. Der er brug for større politiske forandringer, end denne plan åbner mulighed for.

Læs også: Hovedpunkter i Fair Løsning