S og SF er på forkert spor, når de prøver at støve de 47 milliarder kroner op, som regeringen hævder vil mangle på statsbudgettet i 2020. Det er et fiktivt tal, siger samfundsøkonom.

S og SF vil ikke længere fastholde en årlig vækst i det offentlige forbrug på 1,4 procent frem til 2020, som der ellers står i deres fælles udspil »Fair Løsning«. Fra 2016 til 2020 skal væksten skæres ned til kun 0,8 procent, fremgår det af et læk fra de to partiers alternative 2020-plan.
– Det er for at banke fast, at en kommende regering selvfølgelig skal være sikker på, at der er styr på den økonomiske politik, siger SF-formand Villy Søvndal til Berlingske Tidende.
Både oppositionens og regeringens 2020-planer bygger på en opfattelse af, at der vil 47 milliarder kroner på de offentlige budgetter i 2020, hvis der ikke gøres noget for at stoppe hullet.
Men det regnestykke sætter samfundsøkonom Jesper Jespersen nu en rød rettestreg over.
– Der er ingen grund til at gå med på påstanden om, at der vil mangle 47 milliarder kroner i 2020 – det er et yderst usikkert tal, der mere skal bruges som en facitliste for, hvor meget man vil skære i den offentlige sektor, siger han til Arbejderen.
–Hvis man virkelig ønsker at nedbringe budgetunderskuddet,og sætte gang i samfundsøkonomien, skal man i stedet have folk i arbejde, for eksempel gennem offentlige investeringer, siger Jesper Jespersen.
Enhedslistens gruppeformand Per Clausen er enig.
– Regeringsøkonomerne har jo svært ved bare at regne ét år frem – sidste års budgetunderskud regnede de sjovt nok lige 47 milliarder kroner for stort. Der er ingen grund til at S og SF kigger i Løkkes facitliste – regn selv efter i stedet, lyder Per Clausens råd.
Han advarer om, at S-SF’s udspil vil føre til mere brugerbetaling og vækst i private forsikringsordninger
– Dem, der har råd til at betale, vil ikke acceptere, at deres velfærdsydelser langsomt men sikkert undergraves. Derfor vil en sådan skævvridning af økonomien til fordel for det private forbrug skabe øget ulighed, siger Per Clausen til Arbejderen.
Både LO og fagforbundet FOA var i går ude med advarsler om, at hvis der bliver gennemført efterlønsforringelser med hjælp fra de Radikale, så er forudsætningerne for at indgå en trepartsaftale med en nuy regering om yderligere besparelser væk.
– Vi vil ikke være med til t betale to gange, lød det i går fra LO-formand Harald Børsting.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278