Regeringens hjemløsestrategi henter penge fra en pulje, der allerede er sat af til skæve boliger en gang før. Enhedslisten beskylder minister for puljesnyd.
![](http://old2010.arbejderen.dk/sites/arbejderen.dk/files/imagecache/aef_image_story_image_example/imagecache/aef_image_original_format/03b-hjemloese-138.jpg)
Regeringen og satspuljepartierne har taget 30 millioner kroner, som skulle have været brugt til at bygge såkaldt skæve boliger til landets hjemløse, og flyttet dem over til regeringens stort anlagte hjemløsestrategi.
Det skriver de hjemløses egen avis, Hus Forbi.
– Det lyder jo godt, når regeringen siger, at de har afsat 500 millioner kroner til en hjemløsestrategi, men når nogle af midlerne i virkeligheden allerede er afsat til det samme formål, så er det jo bare spil for galleriet, siger Ask Svejstrup fra hjemløseorganisationen Sand til avisen.
Regeringen lancerede sin hjemløsestrategi sidste år som 500 nye millioner, der blev afsat for at sikre, at »ingen skal leve et liv på gaden«. Pengene skal blandt andet bruges til at opføre flere skæve boliger.
Men nogle af pengene kommer fra et overskud på 30 millioner kroner i en anden pulje i Socialministeriet, som skulle være brugt på andre skæve boliger.
Og det er snyd at man på den måde bruger de hjemløses egne penge til at finansiere hjemløsestrategien, mener Line Barfod.
Hun er socialordfører for Enhedslisten, der som det eneste parti i Folketinget står uden for aftalen om strategien.
– Regeringen snyder konstant og flytter penge fra én pulje til en ny og siger, at nu er området blevet tilført penge. Dét, de i virkeligheden gør, er bare at fodre hunden med dens egen hale, siger Line Barfod.
Socialminister Benedikte Kiær (K) mener ikke, at overflytningen mellem puljerne er snyd.
– Det er jo nogle penge, der stadig bliver brugt til formålet, og jeg ser det mere som et udtryk for, at nu skal pengene bruges, forklarer hun.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278