01 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Danmark til FN-eksamen i rettigheder

Danmark til FN-eksamen i rettigheder

Onsdag, 06. april, 2011, 11:31:41

Asylansøgere og hemmelige ransagninger er blandt de krænkelser af menneskerettighederne som regeringen har undladt at nævne for FN. Skarp kritik fra Amnesty.

– Der står ikke ét ord i regeringens rapport om det alvorlige skred i retssikkerheden, som terrorlovene har skabt, siger Claus Juul, Amnesty.

Den 2. maj skal Danmark for første gang til »eksamen« hos FN i, hvordan det står til med menneskerettighederne herhjemme. Eksamenen finder sted i FN’s Menneskerettighedsråd i Genéve.

Den rapport, som regeringen har lavet om menneskerettighedstilstanden i Danmark anno 2011 forud for mødet, får nu skarp kritik fra Amnesty International.

– I vores øjne er der tale om noget af et skønmaleri. Der er mange problemer, som ikke bliver lagt åbent frem til drøftelse. Alle problematiske forhold, der kunne give anledning til diskussion og danne grundlag for en egentlig debat om menneskeretssituationen i Danmark er barberet væk, siger Claus Juul, chefjurist i Amnesty International, til Arbejderen.

Han kan hurtigt remse en række områder op, som Udenrigsministeriet ikke har taget med i sin menneskerets-rapport:

– Der står ikke ét ord om det alvorlige skred i retssikkerheden, som terrorlovene har skabt: Hemmelige ransagninger, hemmelige beviser og mulighederne for at aflytte venner, bekendte, familie og arbejdskollegaer til terrormistænkte. Rapporten afspejler slet ikke de virkelige problemer og den reelle retstilstand på det her område, fortæller Claus Juul.

Også de psykisk syge, torturofre og handlede kvinder, der spærres inde i asylfængslet i Ellebæk forbigåes i tavshed af Udenrigsministeriet.

– Der står heller ikke ét ord om, at Danmark uddeler starthjælp til nyankomne flygtninge - en ydelse som svarer til halvdelen af en kontanthjælp, som vi hidtil har anset for eksistensminimum. Og der står ikke et ord om de børn, som tager skade af årelange ophold i de danske flygtningecentre.

Iindledningen til rapporten, skriver Udenrigsministeriet at man tager alle FN-konventioner alvorligt.

– Men der står intet om, at udlændingemyndighederne efter fast praksis har afvist irakiske flygtninge, på trods af UNHCR’s (FN’s flygtningeorganisation, red.) advarsler mod at udsende dem til Irak, konstaterer Claus Juul.

Amnesty International har allerede sendt sin egen rapport om menneskerettighedssituationen i Danmark til FN’s Menneskerettighedsråd i Genéve.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. apr. 2011 - 11:31   03. sep. 2012 - 12:42

Indland