07 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Aftale er brud på EU-undtagelse

Aftale er brud på EU-undtagelse

Tirsdag, 03. august, 2010, 10:33:03

Den såkaldte Swift-aftale, som EU har lavet med USA, er et brud på den retslige EU-undtagelse, mener Enhedslisten.

Det er i strid med den danske EU-undtagelse på det retslige område, at USA med den såkaldte Swift-aftale får fri adgang til dine personlige bankdata, når du sender eller modtager penge fra udlandet.

Det mener Per Clausen fra Enhedslisten.

– Swift-aftalen er nemlig omfattet af Danmarks retsforbehold. Det fremgår klart af flere svar til mig i Folketingets Europaudvalg, siger Per Clausen, EU-ordfører for Enhedslisten.

– Det vil derfor være en omgåelse af retsforbeholdet, hvis regeringen ikke sikrer danske borgere og virksomheder mod at blive omfattet af SWIFT-aftalen, konstaterer han.

Swift-aftalen tråde i kraft i søndags. Den betyder, at USA’s efterretningstjenester, CIA og FBI, nu kigger med, hvis du overfører penge til udlandet. Det drejer sig om flere millioner data – for eksempel kontonumre og adresser på afsender og  modtager – som fremover vil blive overført til USA hver måned i terrorbekæmpelsens navn.

Per Clausen har nu bedt økonomi- og erhvervsministeren om en redegørelse for, hvordan hun vil sikre, at den retslige undtagelse overholdes og danske virksomheder og borgere ikke i praksis omfattes af aftalen.

Arbejderen har forgæves forsøgt at få en kommentar til sagen fra regeringspartiernes retslige ordførere. Kim Andersen fra Venstre er på ferie i udlandet, og Tom Behnke fra Konservative kender ikke til aftalen og afviser derfor at udtale sig.

Swift-aftalen blev godkendt den 8. juli af et stort flertal på 484 af EU-parlamentets medlemmer. Parlamentet afviste ellers aftalen i februar, men har nu skiftet mening efter mindre ændringer.

– Det er pinligt, at så mange EU-parlamentarikere er faldet til patten. Aftalen er ikke ændret grundlæggende. Der er fortsat tale om en uacceptabel mistænkeliggørelse af borgerne og krænkelse af deres rettigheder, siger Søren Søndergaard, medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU.

Sammen med kollegaerne i EU-parlamentsgruppen GUE/NGL vil han nu indbringe aftalen for EU-domstolen for at få den erklæret ulovlig.

EU’s eget datatilsyn EDPS kritiserer aftalen, blandt andet fordi oplysninger, der ikke bliver brugt, kan opbevares i op til fem år.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. aug. 2010 - 10:33   03. sep. 2012 - 12:41

Indland