02 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ny Helmand-plan på vej

Ny Helmand-plan på vej

Tirsdag, 22. februar, 2011, 10:59:16

Ved slutningen af 2012 skal Danmark have 100 færre kampsoldater i Afghanistan end i dag. I stedet sendes flere politifolk.

Mens antallet af kampsoldater skæres ned fra nu 750 til 650 ved udgangen af 2012, skal der i stedet sendes flere danske politifolk til Afghanistan. Det fremgår af regeringens udspil til den danske indsats i Afghanistan i de næste to år.
Hærens Operative Kommando

30 kampsoldater skal trækkes hjem fra Helmand-provinsen i Afghanistan allerede i år og yderligere 70 næste år. Og i første halvår af 2012 skal det ene af de to nuværende danske kampkompagnier omlægges til især at arbejde med trænings- og støttebidrag.

Det er ifølge Berlingske hovedindholdet i regeringens udspil for den danske indsats i Helmand-provinsen i Afghanistan i de næste to år.

Planen, som endnu ikke er offentliggjort, skal drøftes i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn i dag. Den bliver første skridt hen imod, at Danmark efter 2014 ikke længere har kampsoldater i Afghanistan.

I oplægget sættes ikke funktion på, hvilke soldater der skal trækkes hjem i år. Det vil blive besluttet efter koordination med Storbritannien, som Danmark samarbejder tæt med i Helmand.

Mens antallet af kampsoldater skæres ned fra nu 750 til 650 ved udgangen af 2012, skal der i stedet sendes flere danske politifolk til Afghanistan.

I år skal et politi-træningshold på 21 mand til Helmand, som skal undervise afghansk politi i basale politikompetencer.

Socialdemokraterne er tilfreds med, at regeringen nu kommer med en plan for, hvordan Danmark skal afvikle sin kamp-indsats i Afghanistan.

– Der er mange, der gerne ville have, at vi bibeholdt kamptropper. Men nu er der en plan for en omlægning, og det er fornuftigt. Vi vender ikke ryggen til Afghanistan, men vi skruer op for den civile indsats, siger Socialdemokraternes Jeppe Kofoed ifølge dr.dk.

Bag den nuværende krigsindsats i Afghanistan står regeringspartierne samt Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og de Radikale.

SF står udenfor, men er tilfreds med at der nu lægges op til, at Danmark skal ud af Afghanistan.

– Vi har hele tiden sagt, at dette her kan ikke vindes militært, og hvis det er gået op for regeringen og partierne bag forliget, er det meget, meget positivt, siger SF's forsvarsordfører Holger K. Nielsen til dr.dk.

Holger K. Nielsen er ikke på forhånd afvisende overfor, at SF nu kan tilslutte sig den danske »Helmand-strategi«. Han vil dog først se udspillet i detaljer, siger han til dr.dk.

Anderledes kritisk er Frank Aaen fra Enhedslisten. Han mener, at planen er katastrofalt uambitøs, og opfordrer S, SF og RV til at holde sig ude af forliget.

– Regeringen kalder det en plan for afvikling af den danske krigsindsats. Men det er reelt det modsatte, nemlig en plan for at fortsætte krigen i endnu fire år. En tilbagetrækning af 30 soldater i år er det samme som næsten ingenting, det er kun fire procent af kamptropperne, siger han.

Frank Aaen mener, at situationen i Afghanistan vil være endnu værre om fire år.

– Fortsat krig, med fejlbombninger, drab på civile og likvideringer udført at det afghanske politi, som vi støtter, vil betyde at Taleban vil være stærkere og modstanden mod NATO og USA vil være endnu større.

– Jeg kan ikke forstå at S, SF og RV er positive over for planen. Vi opfordrer dem til at holde sig ude af et forlig på det grundlag, så en ny regering står frit til at ændre den danske strategi i Afghanistan, siger Frank Aaen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. feb. 2011 - 10:59   03. sep. 2012 - 12:42

Indland