Finansiel Stabilitet advarede Brian Mikkelsen om, at Amagerbanken stod på afgrundens rand, før banken fik statsgaranti på 13,5 milliarder kroner.
Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen og hans ministeriums topembedsmænd blev flere gange over næsten et år advaret om, at banken var tæt på konkurs. Alligevel fik banken sidste efterår stillet en statsgaranti for lån på 13,5 milliarder kroner til rådighed.
Det skriver dagbladet Børsen på baggrund af oplysninger fra kilder tæt på forløbet.
Advarslerne kom fra Henning Kruse Petersen, formand for statens selskab for krakkede banker, Finansiel Stabilitet, som også er det selskab, som ifølge Bankpakke IIstod for at udstede statsgarantien for lån til banker i økonomisk knibe.
Ifølge Børsen fik Henning Kruse Petersen nærmest direkte ordrer til at stille en statsgaranti på 13,5 milliarder kroner til rådighed for den nu krakkede bank.
– Hverken Økonomi- og Erhvervsministeriet eller Finanstilsynet ønskede at høre på meldingerne fra Finansiel Stabilitet, der klart og tydeligt gjorde opmærksom på, at tilsynets såkaldte solvensberegninger var forkerte. Meldingen til Finansiel Stabilitet var, at det statslige selskab blot skulle tage Finanstilsynets beregninger og ukritisk lægge dem til grund for det videre arbejde, siger kilden, der ønsker at være anonym.
Enhedslisten kritiserede allerede i sommers regeringen og Finanstilsynet for at være alt for uforsigtig da der blev skudt milliarder ind i Amagerbanken. Dengang svarede Brian Mikkelsen:
”Finanstilsynet har fulgt udviklingen i Amagerbanken tæt og reageret, når det har fundet det nødvendigt. Det er jeg meget tilfreds med.”
Brian Mikkelsen afviser over for Ritzau, at han overhørte advarslerne fra Finansiel Stabilitet. Tværtimod var det ifølge Brian Mikkelsen ham selv, der gjorde Finansiel Stabilitet opmærksom på, at man skulle stille de nødvendige krav, så risikoen ved statsgarantien var forsvarlig.
– Det førte til, at Finansiel Stabilitet blandt andet stillede krav om betydelig kapitalforhøjelse og bestyrelsesmedlemmer, siger han.
De modstridende oplysninger får nu Socialdemokraterne til at kræve en uafhængig undersøgelser af hele forløbet, herunder også Brian Mikkelsens og ministeriets rolle i sagen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278