Efter halvandet år hos PET sendes en erstatningssag fra overvågede VS’ere under den kolde krig nu videre til Rigsadvokaten.
Skal en række tidligere medlemmer af Venstresocialisterne, VS, have fem millioner kroner i erstatning for at være blevet ulovligt registreret af Politiets Efterretningstjeneste, PET?
Dette spørgsmål sidder Rigsadvokaten netop nu og overvejer.
Sagen har ligget hos PETi halvandet år – men den 13. januar sendte PET erstatningskravet videre til Rigsadvokaten.
»Den lange sagsbehandlingstid skyldes, at karakteren af det rejste krav har givet anledning til en række principielle spørgsmål af bl.a. processuel karakter«, skriver justitsministeren nu omsider i et svar til Enhedslistens medlem af Folketinget, Per Clausen, der er blandt de mindst 694 VS’ere, der blev registreret hos PET.
For tre måneder siden rykkede Per Clausen justitsministeren for svar på, hvad der er sket i sagen.
– Det er uacceptabelt, at der er gået så lang tid. Jeg tager det som et udtryk for, at PET har svært ved bare at afvise vores krav. Det er ikke nemt for PET, at finde på en forklaring på, hvorfor vi ikke skulle have ret. Men det vigtigste er ikke erstatningen, men derimod at få en domstol til at slå fast, at der foregik en ulovlig registrering, siger Per Clausen til Arbejderen.
Erstatningskravet kommer efter at PET-Kommissionen i 2009 afslørede, hvordan PET registrerede personer alene på baggrund af lovlig politisk aktivitet.
VS blev overvåget af PET fra partiets stiftelse i 1967 til 1989. PET registrerede alle hovedbestyrelsesmedlemmer, folketingskandidater, kommunalpolitikere, formænd for lokalafdelinger og andre aktive i partiet. På VS’ 14. kongres i 1985 noterede PET nummerplader på biler, der var parkeret udenfor den skole, hvor kongressen blev holdt.
Det er i strid med både en regeringserklæring fra 1968 og med Den Europæiske Menneskerettighedserklæring, at partiet og dets medlemmer blev registreret af efterretningstjenesten igennem mange år, mener sagsøgerne og deres to advokater, Thorkild Høyer og Jane Ranum.
Hvis ikke PET og Rigsadvokaten vil udbetale erstatning til VS’erne vil de søge fri proces til at få sagen for en domstol.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278