03 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Forældreprotest mod buspriser

Forældreprotest mod buspriser

Tirsdag, 18. januar, 2011, 10:55:47

Forældre i Møldrup vil ikke finde sig i de store prisstigninger på bus- og togkort til ungdoms-uddannelser. De har dannet en protestgruppe og håber protesten breder sig.

Prisen på et uddannelseskort til bus og tog for unge, der går på en ungdomsuddannelse, er steget med op til 73 procent over årsskiftet. Det rammer især unge fra udkantsdanmark.
pn

I Møldrup er en gruppe forældre vrede. Prisen på et uddannelseskort til bus og tog for unge, der går på en ungdomsuddannelse, er nemlig steget med op til 73 procent over årsskiftet.

– Derfor har vi stukket hovederne sammen og har dannet en protestgruppe, fortæller Klaus Iversen Krøgh til Arbejderen.

Han er en af initiativtagerne bag gruppen. Han forklarer, at de såkaldte uddannelseskort før jul kostede 324 kroner om måneden. Nu er de, som en følge af finansloven for i år, er steget til 562 kroner om måneden.

– Så høj en prisstigning er uacceptabel. Det bliver jo forældrene der kommer til at betale, og så bliver spørgsmålet jo, om vi har råd til at give vores børn en uddannelse, siger han.

Forældrene håber, at deres protest vil brede sig til andre dele af landet.

– For der er jo mange steder, hvor forældrene bliver ramt af lignende prisstigninger, siger Klaus Iversen Krøgh, hvis søn er i gang med første år på teknisk gymnasium i Viborg.

Prisstigningen betyder helt konkret, at en ungdomsuddannelse til en ung i Møldrup fremover vil koste 14.000 kroner om året mod tidligere 8000 kroner, alene i transport. Samtidig arbejder regeringen for at fjerne SU’en for de hjemmeboende, og på den måde bliver regningen til forældrene kun endnu større, påpeger forældregruppen.

– Det er en lorte situation at stille de unge og deres forældre i, siger formanden for Erhvervsskolernes Elevorganisation, Sune Baldus, og fortsætter:

– Det her rammer de, der i forvejen er dårligst stillet, især i udkantsdanmark. På den her måde kommer vi endnu længere fra regeringens mål om, at 95 procent af en årgang skal have en ungdomsuddannelse.

Men det mål må vente. Det mener Venstres uddannelsesordfører, Anne-Mette Winther Christiansen.

– Jeg er klar over, at det føles rigtig, rigtig svært for de forældre, der er berørt. Men den internationale krise hænger over Danmark i øjeblikket, og alle mand er simpelthen nødt til at give lidt, siger hun til Arbejderen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. jan. 2011 - 10:55   03. sep. 2012 - 12:42

Indland