04 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

VKO sparer på sårbare unge

VKO sparer på sårbare unge

Lørdag, 11. december, 2010, 14:28:14

Regeringen sparer på produktionsskolerne, der bruges af arbejdsløse unge uden uddannelse. Det er et svigt af sårbare unge, mener lederen af skolen i Ringsted.

Regeringen og dens støttepartier er klar med endnu et tiltag, der trækker i den forkerte retning. Det har vi ganske enkelt ikke råd til med et arbejdsmarked, der er under voldsom forandring og i fremtiden vil skrige på folk med kvalifikationer. Henrik Kjær, formand for LO Midtsjælland

Det er i høj grad sårbare og skrøbelige unge, der bliver ramt af næste års nedskæringer på produktionsskolerne.  Det mener Troels Brandt, forstander på Ringsted Produktionshøjskole.

Produktionsskolerne får mindre taxametertilskud til næste år på grund af nedskæringer i finansloven. Det betyder, at skolen i Ringsted skal spare halvanden procent på budgettet. Derudover har de udsigt til at få færre elever, fordi regeringen indfører en yderligere begrænsning i hvem der kan komme ind på produktionsskolerne.

– En af vores vigtigste opgaver er at hjælpe de unge, der er usikre på, hvordan de kommer videre i uddannelsessystemet og arbejdslivet. Nogle af dem har haft ondt i livet, mens andre har afbrudt en uddannelse og er i tvivl om, hvad de kan og vil. Jeg er meget bekymret for, om det overhovedet er muligt for os at fastholde et tilfredsstillende niveau, siger Troels Brandt.

V ser intet problem

Han har haft foretræde for Folketingets Uddannelsesudvalg i et forsøg på at overbevise politikerne om, at de ikke skal vedtage det konkrete lovforslag, der rammer produktionsskolerne. Forslaget er et led i regeringens såkaldte genopretningspakke.

Hvis lovforslaget vedtages, betyder det, er unge ikke længere kan komme ind på en produktionsskole, alene fordi de har afbrudt en ungdomsuddannelse. Den ændring forventer regeringen at spare 138 millioner kroner på til næste år.

– Ingen unge har automatisk haft adgang til os. Alle skal henvises af en kommunal vejleder, som i hvert enkelt tilfælde vurderer, om vi kan gøre en forskel. Her indføres der altså yderligere restriktioner, beklager Troels Brandt.

Venstres uddannelsespolitiske ordfører Anne-Mette Winther Christiansen kan ikke se noget problem i ændringen.

– De unge, der afbryder en uddannelse på gymnasium, hf eller handelsskole, skal i gang med en anden uddannelse og ikke på produktionsskole. At de er kommet ind på uddannelserne viser jo, at de er uddannelsesparate, siger hun til Arbejderen.

Hun tilføjer, at unge, der dropper ud af mere praktiske uddannelse på for eksempel erhvervsskolerne, fortsat vil have mulighed for at komme på produktionsskole.

Lønnen falder

Med lovforslaget gennemfører regeringen også en anden forringelse. Fremover vil produktionsskoleelever over 18 år, der stadig bor hjemme, få reduceret deres løn med 46 procent. I dag får de 6.530 kroner om måneden, fremover vil de kun få 3.519 kroner. Den nedskæring betyder en besparelse på 81 millioner kroner til næste år.

– Det indgreb ansporer heller ikke de unge til et ophold hos os. Mange af dem bor hos enlige forsørgere og betaler rent faktisk for at bo hjemme, siger Troels Brandt.

Anne-Mette Winther Christiansen lover, at den gruppe af unge fortsat vil kunne få den høje ydelse.

– Der vil blive vurderet på den enkelte situation, forklarer hun til Arbejderen, uden at kunne oplyse, hvem der skal lave den vurdering.

Uanset regeringens løfter er Henrik Kjær, formand for LO Midtsjælland og medlem af Ringsted Produktionshøjskoles bestyrelse, bange for de langsigtede konsekvenser af lovforslaget. Han mener, at det kolliderer med regeringens egen målsætning om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal have en uddannelse.

– Produktionsskolerne er netop et sted, hvor der gøres noget konkret for at få unge videre i uddannelsessystemet. Og det lykkes jo for produktionsskolerne, siger Henrik Kjær.

Sidste år havde Ringsted Produktionshøjskole 114 elever. Mens ni procent blev udsluset til beskæftigelse, blev mere end halvdelen – 53 procent – udsluset til uddannelse. Det var en stigning på 12 procent i forhold til 2008. De resterende blev blandt andet udskrevet til misbrugsbehandling eller ungdomspsykiatrisk behandling.

Lovforslaget blev andenbehandlet i Folketinget i går. Det støttes udover regeringspartierne af Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Det ventes endeligt vedtaget fredag i næste uge og træder i kraft den 1. januar.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. dec. 2010 - 14:28   03. sep. 2012 - 12:42

Indland