Det vil være ekstremt farligt, hvis giftskibet forlader Australien uden nogen steder at losse sin last, advarer australsk miljønetværk.
Hvad skal det skib i Nyborg, hvis ingen vil losse det giftige affald?
Sådan spørger det australske miljønetværk National Toxics Network, NTN.
Miljønetværket har netop sendt et brev til den australske miljøminister, Tony Burke. NTN kræver, at ministeren trækker sin eksporttilladelse til giftselskabet Orica tilbage.
Opfordringen kommer efter at NTN har fået nys om, at ingen skandinaviske havnearbejdere, vil være med til at losse skibet, når det ankommer til Nyborg.
– De danske havnearbejdere har, med støtte fra de svenske og norske havnearbejdere besluttet, at de ikke under nogen omstændigheder, vil have med affaldet at gøre. Derfor opfordrer vi nu vores miljøminister til at tilbagetrække eksporttilladelsen til Orica, udtaler tidligere kemikalie-rådgiver for den australske regering og nuværende talsperson for NTN, dr. Mariann Lloyd-Smith.
– Det vil være ekstremt farligt, hvis giftskibet forlader Australien uden nogen steder at losse sin last. Miljøministeren må erkende, at Australien selv må tage ansvar for sit affald og behandle det her, siger den tidligere kemikalie-rådgiver.
Det australske selskab Orica har i årevis haft opmagasineret 16.000 ton affald med ekstremt giftigt HCB (Hexachlorobenzen). Det er et restprodukt fra produktion af maling, lak og rensemidler, og det blev brugt fra 1963 til 1991.
HCB kan ophobe sig i kroppen, hvor det kan det fremkalde kræft og ødelægge muligheden for at få børn. Derfor er stoffet nu forbudt og omfattet af to FN-konventioner.
De skandinaviske havnearbejdere lægger ikke fingre imellem i deres fælles udtalelse, som de vedtog sidste weekend:
»Hvis ikke dette vanvid stoppes og giften forbliver i Australien til destruering, men i stedet sejles til Danmark. Så vil ingen danske havnearbejdere – med opbakning fra svenske og norske havnearbejdere samt alle skandinaviske transportarbejdere - under nogen omstændigheder deltage i losning af et sådan skib og dermed medvirke til at legalisere et globalt vanvittigt projekt.«
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278