Næste stop for danske soldater kan blive Afrika, mener udenrigs-ministeren. Afrika har brug for udvikling ikke NATO-soldater, mener Kommunistisk Parti.
Danske soldater skal gøre sig klar til nye krige – denne gang i Afrika.
Det mener udenrigsminister Lene Espersen. I går fremlagde hun en ny udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi »Kurs mod 2020 – Dansk udenrigspolitik i nyt farvand«, der fastlægger regeringens kurs ti år frem i tiden.
– Jeg kan se for mig, at det på sigt – som et supplement til vores fortsatte stærke politiske og udviklingspolitiske engagement – kan blive aktuelt også at bidrage til sikkerhed og stabilitet på landjorden i Afrika som led i internationale operationer, sagde udenrigsministeren ved fremlæggelsen.
Kommunistisk Parti mener, at udenrigsministerens udspil skal ses i sammenhæng med den nye strategi, som NATO vedtog på sit topmøde i weekenden:
– Den vestlige verden befinder sig i en langvarig og dyb krise. Til gengæld oplever lande som Kina og Brasilien stor økonomisk vækst. Ikke mindst Kina forsøger at øge sin aktivitet i Afrika. Det er med til at forrykke det internationale styrkeforhold. Det forsøger USA og dets allierede at imødegå ved at spille det militære kort, siger formand for Kommunistisk Parti, Jørgen Petersen, til Arbejderen.
Netop Kina fylder en del i udenrigsministerens nye strategi:Kina er »verdens ubetinget vigtigste vækstmarked, og det kinesiske markeds betydning vil tiltage frem mod 2020… På længere sigt vil Kinas opstigen føre til en fundamental omvæltning af den globale økonomiske verdensorden og allerede i 2025 ventes landet at overtage USA’s position som verdens største økonomi«, står der at læse i »Kurs mod 2020«-udspillet.
Jørgen Petersen mener, at NATO’s nye strategi er en erkendelse af de manglende økonomiske muligheder, Vesten står med i Afrika. I stedet satser man på det militære redskab som en måde at fastholde USA’s og den vestlige verdens dominans, også på det afrikanske kontinent.
– Hverken Udenrigsministeren eller NATO er drevet af bekymring for befolkningen i Afrika. Landbrugsstøtten til de vestlige landmænds og ulige konkurrenceforhold skabt af IMF og Verdensbankens krav om liberalisering, fastholder Afrika i sult og fattigdom. Vesten er interesseret i Afrikas naturrigdomme, og ønsker at sikre sig både den økonomiske og politiske kontrol over det afrikanske kontinent. Afrika har brug for økonomisk udvikling, ikke for NATO-soldater, siger Jørgen Petersen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278