Socialdemokraterne og SF vil stille krav til Lockheed Martin om at de skal droppe deres produktion af klyngebomber, hvis de vil levere kampfly til Danmark.
![](http://old2010.arbejderen.dk/sites/arbejderen.dk/files/imagecache/aef_image_story_image_example/imagecache/aef_image_original_format/johndyrby-lille.jpg)
Hvis det bliver en forsvarsminister fra S eller SF som sidder for bordenden, når kontrakten om Danmarks kommende kampfly skal forhandles på plads, bliver leverandøren næppe en, der samtidig producerer dele til klyngebomber.
Sådan lyder besked fra de to partiers forsvarsordførere, efter at Arbejderen har afsløret hvordan staten har investeret mindst en halv milliard kroner i udviklingen af et nyt bombefly hos våbenfirmaet Lockheed Martin, som samtidig producerer dele til klyngebomber.
– Vi skal bruge vores position som eventuel storkunde til at lægge pres på Lockheed Martin og forsøge at få dem til at droppe deres produktion af dele til klyngebomber. Hvis ikke Lockheed Martin efterkommer presset må vi se, hvad vi så gør, siger Holger K. Nielsen til Arbejderen.
Danmark har skrevet under på FN’s konvention mod klyngebomber, og derfor er det kontroversielt, at Lockheed Martin samtidig er udset som favorit til at levere de nye Joint Strike Fighter fly til militæret.
Også Socialdemokraternes forsvarsordfører, John Dyrby Paulsen, opfordrer regeringen til at lægge pres på Lockheed Martin for at få selskabet til at droppe sin produktion af dele til klyngebomber.
– Vi skal selvfølgelig presse på. Set i lyset af, at Danmark har underskrevet konventionen mod klyngebomber, vil det være helt naturligt at stille krav om ikke at bruge leverandører som direkte eller inddirekte støtter brugen af klyngebomber, siger han til Arbejderen.
John Dyrby Paulsen har bedt forsvarsministeren komme med en orientering om Lockheed Martins produktion af klyngebomber det næste møde blandt partierne, der står bag forsvarsforliget.
– Man kan jo ikke underskrive en konvention mod klyngebomber med den ene hånd – og med den anden direkte eller inddirekte støtte udbredelsen af klyngebomber, uddyber han.
Hjemme i USA er det ikke et problem, at Lockheed Martin producerer dele til til klyngebomber. Som et af de få lande i verden har USA nemlig ikke underskrevet FN-konventionen. Men det er ikke nogen undskyldning, mener SF:
– Det kan godt være, at Lockheed Martin overholder lovgivningen i USA, fordi landet ikke har underskrevet konventionen mod klyngebomber. Men det har vi altså i Danmark. Og der skal være sammenhæng mellem hvad vi siger, og hvad vi gør, siger Holger K. Nielsen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278