05 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Børn stoppede ikke budget

Børn stoppede ikke budget

Lørdag, 09. oktober, 2010, 11:04:38

Protester foran Rådhuset satte dagsordenen for debatten, inden et flertal af Københavns politikere stemte næste års budget igennem.

Børn stoppede ikke budget
Mette Kramer Kristensen
Elever, forældre og lærere fra fire sammenlægningstruede folkeskoler på Amager var sammen med syv fagforeninger og en række andre mødt op foran Københavns Rådhus torsdag for at protestere, mens politikerne vedtog næste års budgetaftale.

Syv pædagogiske fagforeninger holdt åbent tillidsrepræsentantmøde på Rådhuspladsen i København, forældre og lærere protesterede upopulære skolesammenlægninger af fire folkeskoler på Amager, og inden for i Rådhuset smed en gruppe brugere fra Sjællandsgade Bad tøjet og tog bad i en håndvask.

Protesterne var brede og farverige, da et flertal i Københavns Borgerrepræsentation torsdag aften endeligt vedtog næste års budget.

– Protesterne drejede sig om det, som debatten i salen også især fokuserede på: Nedskæringer på børneområdet, skolesammenlægninger på Amager, nedlæggelsen af de lokale miljøpunkter i Københavns bydele og lukningen af Sjællandsgade Bad, fortæller medlem af borgerrepræsentationen, Rikke Lauritzen (Ø), til Arbejderen.

Enhedslisten stemte, sammen med Venstre og Dansk Folkeparti, imod budgetaftalen, som blev indgået af Socialdemokraterne, SF, De Radikale og Konservative midt i september.

– Vi forsøgte at rejse en debat om hvorfor S og SF i København ikke går forrest og sprænger regeringens rammer for kommunernes økonomi, når deres partifæller på Christiansborg samme dag stod inde til åbningsdebatten og kritiserede rammerne. Men budgettet var jo vedtaget på forhånd, siger Rikke Lauritzen.

Budgetforliget skærer omkring 150 millioner kroner på børneområdet, blandt andet ved at indføre tvungen sommerferielukning og klyngeinstitutioner. Samtidig indføres en ny model for hvordan børneområdet tildeles penge, som formentlig vil betyde bedre økonomi til næste år.

På Amager protesterer forældre og lærere imod, at budgettet betyder en delvis sammenlægning af fire lokale folkeskoler. Præcis hvordan sammenlægning kommer til at foregå, bliver endeligt besluttet efter nytår.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. okt. 2010 - 11:04   03. sep. 2012 - 12:42

Indland