200 lokale nyborgensere mødte op til borgermøde om de giftskibe, der er på vej til byen fra Australien. 120 skrev under på en protest.
Lokale borgere i Nyborg stod i torsdags i kø for at skrive under på en protest mod de australske giftskibe, som til december ventes at ankomme til byen.
Miljøministeren har givet grønt lys til, at Kommunekemi A/S i Nyborg kan destruere det giftige affald, som skibene har med – men de lokale borgere kræver, at Australien selv tager sig af affaldet.
Torsdag aften inviterede byrådet i Nyborg til borgermøde for at give ordet til Kommunekemi A/S og Miljøstyrelsen, men også til Danmarks Naturfredningsforening og til en ekspert i giftige stoffer.
Ud af næsten 200 fremmødte satte 120 deres navn på den protest-underskriftsindsamling, som borgergruppen Nej til Toksiner i Nyborg søsatte.
– Mødet var ubetinget en sejr for os skeptikere. Idet ene indlæg efter det andet udtrykte borgerne deres bekymring for den lange transport og hvordan giften skulle opbevares og destrueres på Kommunekemi. Og jeg talte med seks borgere, der ville vide, hvordan de kunne blive aktive og hvad de kunne gøre for at stoppe giftskibet, fortæller Jens Ellegaard fra Nej til Toksiner i Nyborg.
En af de mange borgere, som tog ordet, var en lokal sømand.
Han havde selv sejlet med giftstof og påpegede flere farer på skibets mulige sejlruter.
– Sømanden vurderede, at der vil være protester mod giftskibet i både Suéz- og Kielerkanalen. Og i det sydlige Afrika har man verdens højeste bølger på op til 30 meter. Og i Somalia er der pirater, fortæller Jens Ellegaard.
Ét gram af den farlige HCB-gift i én milliard liter havvand er nok til at ødelægge fiskeriet i området.
Gifteksperten Philippe Grandjean, professor på Syddansk Universitet, lagde ikke skjul på, at der er tale om en farlig gift og at flere forsøg viser, at dyr som har været i kontakt med giften, dør af kræft.
Også Miljøstyrelsen deltog i panelet. Men styrelsen skuffede folk, mener Jens Ellegaard.
– Folk buh’ede af Miljøstyrelsen. Styrelsen kunne ikke svare for sig. Det var tydeligt, at der er tale om politisk bestillingsarbejde, vurderer Jens Ellegaard.
Den lokale protestgruppe Nej til Toksiner i Nyborg vil nu mødes hver torsdag for at planlægge protesterne mod giftskibet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278