Politiet overtrådte politiloven under klimatopmødet, mener advokat for masseanholdte. Forsvarer afviser anklagen.
![](http://old2010.arbejderen.dk/sites/arbejderen.dk/files/imagecache/aef_image_story_image_example/imagecache/aef_image_original_format/03a-politilov-145.jpg)
Politiet overholdt ikke politiloven under klimatopmødet i København i december sidste år. Det mener advokaterne for de i alt 250 massetilbageholdte som i øjeblikket forsøger at få Københavns Byret til at til kende dem erstatning fra staten.
– Politiet har misforstået indholdet af politilovens bestemmelser. De tror tilsyneladende, at politiloven har givet dem carte blanche til at tilbageholde alle og enhver, men hvis de havde sat sig lidt ind i tingene ville de vide at det ikke forholder sig sådan, selvom politiet kunne ønske det, siger advokat Knud Foldschack.
Politiets forsvarer, kammeradvokat Mikkel Holm Nielsen, mener ikke, at politiloven er overtrådt. Det understregede han, da han mandag fremlagde sin procedure i byretten:
– Frihedsberøvelsen skete for at afværge betydelig fare for den offentlige orden. Politiet havde i den givne situation ikke andre muligheder, ellers havde der været en betydelig risiko for, at aktivisternes aktioner var eskaleret.
Retshjælpen RUSK tog imod hundredevis af klager fra borgere, der blev administrativt tilbageholdt, præventivt anholdt eller blev chikaneret af politiet under klimatopmødet.
Her kalder talsperson Marc Jørgensen politiets omgang med politiloven forkastelig.
– Det er forkasteligt, at politiet mener, at de kan tilbageholde folk, der ikke har gjort andet end at bruge deres demokratiske ret til at demonstrere. Vi har modtaget 300 klager fra folk, der deltog i en fredelig demonstration for en mere socialt retfærdig klimadagsorden. Istedet endte folk med at tilbringe resten af deres dag under totalt urimelige forhold i politiets dertil indrettede bure, siger han.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278