Regionspolitikere over hele landet skal de næste uger i gang med at skære for millioner på landets sygehuse. Dystre udsigter, spår Dansk Sygeplejeråd.
På tirsdag mødes politikerne i Region Hovedstaden til budgetseminar med en dyster dagsorden: På deres bord ligger et sparekatalog med nedskæringsforslag for 400 millioner kroner på næste års budget.
– Det er helt forfærdeligt. Nogen steder kan man selvfølgelig godt rationalisere uden at patienterne kommer til at mærke det, men samlet set bliver det rigtig svært, fortæller regionsrådsmedlem Karin Helweg-Larsen (Ø) til Arbejderen.
Arbejdsmedicinsk Klinik på Bispebjerg Hospital er et af de steder, som står til at blive ramt hårdt af nedskæringerne. Her skal hentes fem millioner kroner, og de svarer til hele 28 procent af budgettet.
Ledende overlæge Lilli Kirkeskov siger til nyhedsbrevet bygsam.dk, at det vil koste otte ansatte jobbet.
– Vi bliver ramt meget hårdt, og det kan ikke undgås, at der er risiko for en forringet service i form af længere ventetider på arbejdsskadevurderinger. Vi kommer også til at skære ned på virksomhedssamarbejde og andet, fortæller Lilli Kirkeskov.
Karin Helweg-Larsen ægrer sig over udsigten til at skulle skære på den arbejdsmedicinske klinik.
– Umiddelbart virker det måske lettere at skære på de forebyggende end på de akutte behandlinger. Men på længere sigt bliver det jo ekstra dyrt, forklarer hun.
Sparekravet på de 400 millioner er en konsekvens af den nulvækst-aftale om næste års økonomi, som Danske Regioner indgik med regeringen i forsommeren.
Den stramme aftale betyder nedskæringer i alle landets regioner, siger formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen.
– De sidder alle steder i landet og prøver at få enderne til at hænge sammen i øjeblikket. Vi ser meget dystert på den kommende tid, siger hun til Arbejderen.
Grete Christensen håber, at regionspolitikerne kan finde andre måder at spare end ved at skære i servicen. Hun henviser blandt andet til løsningsforslagene i de syv pejlemærke for fremtidens sundhedsvæsen, som fagforeningerne på sundhedsområdet har fastlagt sammen med regionerne, og som Arbejderen omtalte i går.
– Det er blandt andet en effektivisering af styringsmekanismerne i sundhedsvæsenet og mere medicinsk behandling i stedet for operationer af blandt andet fedme- og rygpatienter, forklarer Grete Christensen.
Region Hovedstaden og resten af landets regioner ventes at vedtager budgetterne for næste år i løbet af efteråret.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278