Østre Landsret lukker dørene for sag om afghansk krigsfange af hensyn til USA. Amnesty og Retssikkerhedsfonden beklager.
![](http://old2010.arbejderen.dk/sites/arbejderen.dk/files/imagecache/aef_image_story_image_example/imagecache/aef_image_original_format/01a-lukket-108.jpg)
Nej – offentligheden får ikke adgang til en stribe retsmøder om vigtige dokumenter og afhøringer af centrale vidner i sagen om den afghanske krigsfange, Ghousoullah Tarin.
Det besluttede Østre Landsret i går. Tarins advokat, Tyge Trier, kalder kendelsen usædvanlig.
– Når retsmøderne er lukkede, bliver det svært for offentligheden at få at vide, hvad der er foregået dernede i Afghanistan. Det er alt for meget hemmelighedskræmmeri om forhold, der skete for mere end otte år siden, siger Tyge Trier til Arbejderen.
Han overvejer nu at anke afgørelsen til Højesteret.
Også den tidligere justitsminister og nuværende formand for Retspolitisk Forening, Ole Espersen, rynker brynene:
– Desto mindre åbenhed, desto mindre mulighed for efterfølgende kritik af domstolens afgørelse. Og desto mindre mulighed for, at andre øjne end dommerens kan vurdere anklagerens og forsvarerens indsats. Kendelsen tager ikke hensyn til afghanerens retssikkerhed, men til de allierede, som Danmark fører krig sammen med, fastlår Ole Espersen overfor Arbejderen.
Afghaneren kræver en erstatning på 50.000 kroner for den den mishandling han, ifølge eget udsagn, blev udsat for i den amerikanske fangelejr i Kandahar i marts 2002.
Også Amnesty International havde håbet på åbenhed under retssagen:
– Det en alvorlig sag for det danske forsvar og den danske stat. Sagen handler om mulig mishandling og tortur, som følge af Danmarks rolle i krigen i Afghanistan. Derfor er det vigtigt, at få afdækket, hvad der foregik i de dage i marts 2002. Når dørene lukkes efterlades der tvivl, om hvorvidt vi får alle detaljer frem i lyset. En åben retssag ville have været til stor fordel for befolkningens og parternes tillid til, at alt kommer frem, siger Amnesty’s pressechef, Ole Hoff-Lund til Arbejderen.
Kammeradvokat Peter Biering, der er forsvarer for Forsvarsministeriet, har ingen kommentarer, før han har kigget på landsrettens kendelse sammen med Forsvarsministeriet, oplyser han til Arbejderen.
Der ventes en tidsramme for sagen inden udgangen af denne måned.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278