08 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Spareplan freder militæret

Spareplan freder militæret

Tirsdag, 08. juni, 2010, 10:35:51

Mens arbejdsløse og offentligt ansatte skal spænde livremmen ind, tager regeringens spareplan ikke så meget som en 25-øre fra dansk militærs miliardbudget.

Spareplan freder militæret
Arkivfoto: Josefine Kampmann
Mens resten af samfundet skal spare, vil militæret fortsat have milliarder af kroner at købe militært isenkram for. Regeringens spareplan tager nemlig ikke så meget som en 25-øre fra militærets miliardbudget.

Regeringens nedskæringskniv føres omhyggeligt uden om militærets konto.

Som det eneste område slipper militæret for at bidrage til regeringens spareplan.

Det glæder Venstres forsvarsordfører, Karsten Nonbo.

– Forsvaret indgår i kamphandlinger. Når en kampvogn går i stykker skal der købes en ny. Vi kan ikke sige til soldaterne, at de ikke må skyde igen på fjenden, for vi har kun købt et vist antal kugler. Forsvarets udgifter er uforudsigelige. Det er jo ikke ligesom med en folkeskole, hvor man kan forudse udgifterne, siger han til Arbejderen.

Militærets samlede budget for 2010 er 22,8 milliarder kroner plus 500 millioner til uforudsete udgifter.

Især udgifterne til krigen i Afghanistan giver røde tal på bundlinjen i militæret. Iapril fremlagde militæret en opgørelse, der viste, at den samlede pris for sidste års indsats i Helmand var 2,3 milliarder – det er 1,3 milliard mere, end forsvarsforliget budgetterer med.

Trods de store beløb nævnes området kun med halvanden linje i regeringens spareplan. Her slås det fast, at: »Forsvarskommandoen undtages for den generelle besparelse på grund af de aktuelt omfattende internationale aktiviteter«.

Men det burde være lige omvendt, mener formand for Kommunistisk Parti, Jørgen Petersen.

– Militærets milliardbudget burde være det første sted, politikerne startede med at skære. I årevis har dansk militær haft et overforbrug. Med krigen i Afghanistan er udgifterne løbet helt løbsk. Det er fuldstændigt absurd at bruge milliarder på  kanoner og granater i Afghanistan og skære ned på børnehaver, folkeskolen og ældreplejen i Danmark, siger han til Arbejderen.

Jørgen Petersen peger på,  at alene dansk krigsdeltagelse i Afghanistan koster mere end VKO sparer ved at skære på dagpengeperioden.

Karsten Nonbo vil ikke forholde sig til, om de arbejdsløse eller andre af de fattigste danskere har bedre råd til at spare end militæret.

– Jeg forholder mig i første omgang til forsvaret. Det er dét, jeg har mest forstand på. Og det lykkedes mig at overbevise finansministeren om, at der ikke er noget at hente, siger han.

Danmark er ikke det eneste land, hvor hånden – på trods af den økonomiske krise – holdes over militæret. Det svenske fredsforsknings-institut SIPRI offentliggjorde onsdag en oversigt over verdens samlede militære udgifter: Sidste år brugte verden i alt 1531 milliarder dollar på militært isenkram. Det er en stigning på 5,9 procent i forhold til 2008. Og det er en stigning på 49 procent siden år 2000.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. jun. 2010 - 10:35   03. sep. 2012 - 12:49

Indland