Vi er om bord på Titanic og diskuterer, hvem der skal have liggestolene, advarer Det Økologiske Råd.

Minister citerer grøn frø

Aage Christensen

Jeg vil ikke tegne et skønmaleri af Københavns-aftalen. Men vi kom et stykke vej. Det her er »det muliges kunst«. Nu handler det om at puste noget tillid ind i processen. Lykke Friis, klima- og energiminister

»It’s not easy to be green« (Det er ikke let at være grøn).

Klima- og energiminister Lykke Friis citerede en sang fra Muppets Shows grønne frø Kermit, da hun forklarede sig i Folketingets Fællessal i går.

– Jeg vil ikke tegne et skønmaleri af Københavns-aftalen. Men vi kom et stykke vej. Det her er »det muliges kunst«. Nu handler det om at puste noget tillid ind i processen, indledte klima- og energiministeren.

92-gruppens 23 ulands- og miljøorganisationer havde i går inviteret ministeren til at komme og høre deres bud på, hvordan det går med klimaforhandlingerne, og hvad der skal til for at komme videre efter klimatopmødet i København.

Organisationerne stiller tre krav til dén aftale, de håber bliver forhandlet på plads i Mexico til november:Den skal være:Fair, ambitiøs og bindende.

– De rige lande har skabt problemet. De fattige lande bliver ramt hårdest. Forureneren må betale. Aftalen skal være juridisk bindende. Der skal være klare regler. I dag er der en masse smuthuller – eksempelvis køb af varm luft og kvoter – som er med til at underminere de hidtidige aftaler, sagde koordinator for 92-gruppen, Troels Dam Christensen.

Han sammenlignede klimaforhandlingerne med at være om bord på Titanic og diskutere, hvem der skal have hvilke liggestolene i stedet for at undgå katastrofen.

Han mener, at Danmark må gå forrest:Det hjemlige CO2-udslip skal sættes ned med mindst 40 procent i år 2020. Og der skal afsættes seks milliarder kroner i klimabistand til ulandene årligt fra år 2013.

Er det svært, spørger 92-gruppens koordinator, og giver selv svaret:

– Nej! Der findes adskillige scenarier for, hvordan Danmark kan nå dette mål inden år 2020.

Er det dyrt, spørger han videre.

– Nej! Vi kræver seks milliarder kroner i klimabistand til ulandene. Faktisk er det beløb mindre, end dengang Danmarks ulandsbistand udgjorde én procent af den samlede bruttonationalindkomst (BNI), og der var en miljø, freds- og stabilitetsfond.

langt fra målet…
Københavns-erklæringen, som blev vedtaget i december, erkender, at der er brug for at holde de gennemsnitlige temperaturstigninger på to procent. Men hvordan går det med at nå dét mål?

Foreløbig er de rige lande kun kommet med løfter om at nedsætte deres CO2-forbrug med 17,8 procent – hvis man tager udgangspunkt i de mest positive tal.

Flere videnskabelige undersøgelser slår fast, at de rige lande allerede i år 2020 må nedbringe deres CO2-forbrug med 40-45 procent (stigende til 90-95 procent i 2050), hvis temperaturstigningerne skal holdes nogenlunde i ro.

– De rige landes »tilbud« om reduktioner er altså langt fra tilstrækkeligt. Og langt fra videnskabens anbefalinger, forklarede Søren Dyck-Madsen fra Det Økologiske Råd.

Men klima- og energiministeren ville ikke rykke ud med konkrete løfter.

– Det er ikke til at sige, hvor langt vi når i Mexico. Men vi står i en situation, hvor der også er mange andre kriser, der skal løses, ikke mindst den økonomiske krise. Derfor bliver vejen til Mexico og en international aftale ikke let. Derfor er det værd at lytte til det kinesiske ordsprog:Den der vil flytte bjerge, må begynde med at fjerne de små sten, lød svaret fra LykkeFriis.

Hvem skal betale…
Flere pegede på, at det selvfølgelig kommer til at koste, at gøre noget ved klimaproblemerne.

– Men størrelserne på alverdens bankpakker viser, at der er masse af kapital til rådighed. Det handler om politisk vilje, konstaterede Søren Dyck-Madsen fra Det Økologiske Råd.

Og det behøver ikke kun være statskassen, der punger ud:Folkekirkens Nødhjælp gav et overblik over nogle af de mange muligheder, der er for at kradse penge ind til den fælles kasse.

– Man kan indføre en skat på alle finansielle overførsler. Det kan give en årlig indtægt på op til 1000 milliarder dollar. Man kan beskatte valutahandel. Det vil give mellem 20 og 30 milliarder. Man kan indføre en bankafgift, hvor bankerne får lov til at bidrage til de fælles udfordringer. Det kan give 50 milliarder i kassen. Eller man kan indføre en skat på CO2-udslip – det vil både give mindre CO2 og flere penge i kassen til flere initiativer mod klimaforandringerne, sagde Christian Friis Bach fra Folkekirkens Nødhjælp.

Knap så konkret er Københavns-erklæringen. Her står der blot, at de 100 milliarder dollar om året, der skal findes fra år 2020, skal komme fra et sandt misk-mask af offentlige, nationale, mellemstatslige, private, og alternative pengepunge.

– Det er her, at kæden hopper af. Det er overhovedet ikke klart, hvorfra pengene skal komme, mener Christian Friis Bach.