09 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Domsmand i knibtang

Domsmand i knibtang

Onsdag, 19. maj, 2010, 09:53:08

Politiet kunne nemt skelne de farverige deltagere i klimademonstrationen – heriblandt en stor grøn blok på 60-70 deltagere – fra de sortklædte, viser videooptagelser.

Domsmand i knibtang
Ali Nabulsi
Tre tilhørere på vej ind i retssal 12 i Københavns Byret. I midten går Marc Jørgensen fra retshjælpen RUSK, der har gjort et stort arbejde med at samle de mange klagesager.

En domsmand, 60-70 bønder i grønt tøj fra den ikke-voldelige verdensomspændende organisation »Via Campesina« (Bondens Vej) og andre farverige fuldt, lovlige organisationer med tydelige logo’er og bannere.

Der var ikke meget »sort blok« over de 969 mennesker, som i timevis blev tilbageholdt og sat i strips på den frosne jord lørdag den 12. december midt under den store, fredelige klimademonstration.

– På politiets egne videooptagelser kan man tydeligt se, at organisationerne i den bagerste del af den fredelige demonstration (som blev fanget i politiets knibtang, red.) tydeligt bar bannere med slogans og symboler, så man kunne se, hvor de kom fra. Grupperne gik i blokke. Det var nemt for politiet at se, hvilke grupper, der var en del af den fredelige demonstration, forklarede de tilbageholdtes advokat Christian Dahlager i Københavns Byret i går.

Retten behandler i disse uger i alt 250 klager fordelt på fem masse-tilbageholdelser under klimatopmødet i december.

Iminutterne før masse-tilbageholdelsen den 12. december var politiets eget skøn, at der ville blive tale om 350-400 frihedsrøvede. Det endelige tal endte med at blive over dobbelt så stort.

Blandt de tilbageholdte var Troels Panduro – domsmand ved Glostrup Ret og med i Libertære Socialisters blok. Blokken havde fået en selvstændig tilladelse til at demonstrere.

– Domsmanden havde demonstrations-tilladelsen med, og viste den til politiet på stedet. Alligevel blev han og resten af demonstrationen ikke sluppet løs, konstaterer Christian Dahlager.

Om andre af de tilbageholdte organisationer havde lignende demonstrations-tilladelser vides ikke. Det har Kammeradvokaten, der forsvarer politiet i sagen, nemlig endnu ikke svaret på.

Til gengæld mente advokat Mikkel Holm Nielsen fra Kammeradvokatens kontor, at »mange sortklædte nåede at tage deres sorte tøj af«. Dén forklaring satte en af de tilbageholdtes advokater spørgsmålstegn ved:

– Hvor blev det aflagte sorte tøj så af? Så burde politiet jo have en bunke beslaglagt sort tøj. Men de blev ikke fundet noget sort tøj. Nogle af demonstranterne skulle endda have skiftet tøj, mens de var tilbageholdt. Det er godt klaret, siger advokat Hanne Reumert til Arbejderen.

Retssagen fortsætter på tirsdag.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. maj. 2010 - 09:53   03. sep. 2012 - 12:49

Indland