Fredelig demonstration endte i frihedsberøvelse, da massivt politiopbud pludselig ville visitere samtlige demonstranter.
![](http://old2010.arbejderen.dk/sites/arbejderen.dk/files/imagecache/aef_image_story_image_example/imagecache/aef_image_original_format/03-Lars-Lundgren---indsatsleder_c.jpg)
En »kedelig stemning« i en demonstration den 13. december under klimatopmødet fik politiet til at tilbageholde 257 demonstranter.
Under parolen »Hit the Production« ville aktivisterne lave en blokade af Nordhavnen i København. Men demonstranterne nåede ikke langt: Allerede ved Østerport Station stoppede politiet demonstrationen. 257 blev tilbageholdt og kørt til klimafængslet i Valby.
– Der var ved at være en kedelig stemning. Der var en dårlig stemning, som jeg har svært ved at forklare. Der var ikke nogen, som kastede med noget, kom med trusler, slog eller sparkede ud efter betjentene. Vi gjorde, som vi gjorde, for at få ro på, forklarede den ansvarlige indsatsleder, politikommissær Lars Lundberg, i Københavns Byret mandag.
Retten behandler i disse uger 250 klager over fem masseanholdelser i løbet af klimatopmødet i december.
Den centrale kommandocentral gav midt under demonstrationen politikommissæren besked på, at alle demonstranter skulle visiteres for kasteskyts og andre ting. Politiet slog straks en ring rundt om demonstrationen. Demonstranterne fik at vide, at de skulle lade sig visitere, før de fik lov til at gå videre. Hidtil havde meldingerne fra betjentene på stedet ellers været, at demonstrationen forløb stille og roligt.
– Jeg meldte til kommandocentralen, at demonstranterne ikke ville samarbejde, og at situationen var fastlåst. Demonstranterne holdt fast i hinanden. Også selvom de fik besked på, at det i sig selv kan være strafbart, fortæller Lars Lundberg.
Tilbagemeldingen fra kommandocentralen lød, at »så frihedsberøver vi dem alle sammen«.
Indsatslederen må indrømme, at der ikke efterfølgende blev fundet kasteskyts. Men dét kan der være en forklaring på:
– Demonstranterne stod der jo i nogle minutter. Hvis jeg havde haft noget, havde jeg smidt det fra mig, siger han.
Det er ikke alle betjente, som var enige i beslutningen om at tilbageholde demonstranterne. Af politiets egne rapporter fremgår det, at en betjent mente, at dén fremgangsmåde var »noget lort«. Han havde nemlig netop – uden problemer – visiteret omkring tyve demonstranter.
Cirka 100 af demonstranterne slap for at blive frihedsberøvet.
– De havde opført sig pænt. Og sat sig ned. Og hele tiden gjort, som de havde fået besked på. Der havde ikke været bøvl med dem. Derfor fik de lov til at gå, forklarede Lars Lundberg.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278