18 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Politi tegner skræmmebillede

Politi tegner skræmmebillede

Onsdag, 05. maj, 2010, 11:03:54

Kammeradvokaten gjorde sit ypperste for at kæde fredelige Hare Krishna munke og de andre masseanholdte sammen med vold og ødelæggelse.

Politi tegner skræmmebillede
Ali Nabulsi
Kammeradvokatens fremlæggelse bekræfter, at politiet har en meget spinkel sag. Kammeradvokaten forsøger at opbygge et skræmmebillede af demonstranter generelt. Det er uhyggeligt, mener advokat Knud Foldschack (nummer to fra venstre).

Fire storskærme med brændende biler… Sortklædte, maskerede demonstranter der råber slagord og slår ud efter politifolk… Tyk sort røg… Afbrændte bygninger… Café og bank-vinduer der bliver smadret…

Alt sammen til lyden af hård rock og en forsanger der brøler »Burn this city« ud af højtalerne.

Med den slags videooptagelser startede kammeradvokaten i går det første retsmøde om politiets masseanholdelser under klimatopmødet. 250 demonstranter har klaget over politiets fremgangsmåde ikke mindst i forbindelse med den store fredelige demonstration den 12. december, hvor næsten 1000 blev anholdt på en gang. Sagen startede i går i Københavns Byret.

Af mangel på voldsomme billeder fra klimatopmødet i København måtte kammeradvokaten ty til udenlandske videoklip fra topmøder i G8, NATO, G20 og WTO.

– Vi har bare valgt nogle højdepunkter ud. Vi kan jo ikke vise alle de efterretninger politiet havde op til klimatopmødet. Videoklippene viser, hvad politiet havde af erfaringer med, hvor galt det kan gå. Politiet var nødt til at planlægge ud fra »worst case«, siger Flemming Orth advokat hos Kammeradvokaten til Arbejderen.

Knud Foldschack – en af de i alt fem advokater der repræsenterer de 250 anholdte – var ikke imponeret over kammeradvokatens videoshow:

– Kammeradvokatens fremlæggelse bekræfter, at politiet har en meget spinkel sag. Det her er en meget alvorlig sag, som har haft store konsekvenser for 250 mennesker. Kammeradvokaten forsøger at opbygge et skræmmebillede af demonstranter generelt. Det er uhyggeligt. Videoklippene har ingen vægt i forhold til at retfærdiggøre det voldsomme indgreb, siger Knud Foldschack til Arbejderen.

Til at krydre de voldelige billeder havde kammeradvokaten inviteret lederen af Politiets Efterretningstjenestes (PET’s) afdelingfor voldelig ekstremisme under klimatopmødet.

Hun fortalte i retten, at der iefteråret 2009 skete en international mobilisering af voldelige ekstremister til klimatopmødet.

– Vi var af den overbevisning, at militante og voldelige ekstremister kunne tænkes at lave voldelige aktioner mod institutioner, personer og politi med det formål at forstyrre samfundsordenen. Vi forventede, at de ville smadre bygninger, lave hærværk, have konfrontationer med politiet og sætte byen i brand, hvis de fik muligheden. Vi gav vores trusselsvurdering videre til Københavns Politi, så de kunne være så godt klædt på som muligt, forklarede PET-chefen.

Retssagen fortsætter igen i morgen. Der er afsat i alt 18 retsdage frem til 1. juli til at behandle sagen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. maj. 2010 - 11:03   03. sep. 2012 - 12:49

Indland