Den 20. maj samles tusinder af tillidsfolk i Fredericia for at diskutere regeringens spareplan. Den truer velfærden, lyder det fra de ti forbund, som står bag stormødet.
Mere end titusind offentligt ansatte tillidsfolk modtager i de nærmeste dage en invitation til stormøde den 20. maj fra deres forbund eller lokale fagforening.
På stormødet er der lagt op til at diskutere konsekvenserne af regeringens udmelding om at spare fire milliarder kroner i børnehaver, på skoler og plejehjem og nedlægge 8000 job. Det er FOA, der har taget initiativ til den fælles protest.
– Initiativet har min fulde opbakning, siger Winnie Katz, fællestillidsrepræsentant for cirka 90 FOA-medlemmer på Amager Hospital, til Arbejderen.
– Jeg får helt kuldegysninger over at tænke på, hvad det vil betyde for hele den offentlige sektor. Vi står over for en sand gyser. Nedskæringerne kommer ikke kun til at ramme os som ansatte. Det kommer også til at gå ud over borgerne, fortsætter hun.
Den københavnske tillidskvinde håber stormødet træffer beslutninger om at gøre noget ved nedskæringerne i fællesskab.
– Det er nødvendigt at få fat i borgerne. De skal kende konsekvenserne af nedskæringerne og have at vide, at det her rammer hele velfærdssamfundet. Vi skal lokalt lave aktioner og sætte aktiviteter i gang, der får fat i borgerne, mener Winnie Katz.
Kommunalordfører for Konservative, Henrik Rasmussen, erkender, at det er en svær opgave at gennemføre nedskæringerne, men han mener, det er muligt.
– Som jeg har opfattet det, vil en stor del af de 8000 stillinger forsvinde som følge af naturlig afgang. Jeg har svært ved at forestille mig, at kommunerne foretager reelle afskedigelser. Og sammenholder man de 8000 stillinger med det samlede antal offentligt ansatte, så er jeg sikker på det nok skal lykkes, siger Henrik Rasmussen.
Foreløbig står ti forbund, der repræsenterer mere end en halv million ansatte i den offentlige sektor, bag stormødet den 20. maj.
De ti forbund er FOA, BUPL, Socialpædagogernes Landsforbund, HK/Kommunal, Dansk Sygeplejeråd, Dansk Socialrådgiverforening, Danmarks Lærerforening, Danske Fysioterapeuter, Ergoterapeutforeningen og 3F’s offentlige gruppe. Flere forventes at slutte sig til.
Arbejderen har forgæves forsøgt at få en kommentar fra statsministeren.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278