Da jægersoldater blev sendt til Afghanistan, var det for at dræbe Taleban-ledere. Jægerkorpset fandt dem aldrig, men dræbte i stedet mellem 40 og 70 mennesker
af Kim Ingemann , Modkraft
Hvad skete der egentlig, da Jægerkorpset var på mission i Helmandprovinsen i Afghanistan sidste sommer? En delingsfører har forklaret til Politiken, at 40-70 mennesker blev dræbt af Jægerkorpset. Men ikke de 12 navngivne talebanere, som var målet for aktionen.
Det usikre tabstal giver mistanke om, at der var mange civile blandt ofrene, mener Frank Aaen fra Enhedslisten.
Han har derfor i Udenrigspolitisk Nævn stillet spørgsmål til forsvarsminister Gitte Lillelund Bech for at få afklaret, om det var tilfældet.
- Man må jo notere sig, at man ikke ramte det, man gik efter. Hvad ramte man så? Det kunne se ud som om, man bare har skudt løs, siger Frank Aaen til Modkraft.dk.
Frank Aaen har tidligere spurgt til Jægerkorpsets mission i Afghanistan, og da kunne han ikke få oplyst antallet af dræbte. Men i Politiken lørdag oplyser den danske oberst Henrik Sommer, at der er tale om mellem 40 og 70 ofre for korpsets indsats.
Frank Aaen er ikke vidende om, over hvor lang en periode, de 40-70 er dræbt. Men det er ikke betryggende, når jægersoldaterne ikke ved, om de har skudt 40 eller 70 mennesker, mener han.
Derfor spørger Enhedslisten i Udenrigspolitisk Nævn til, hvad forsvarsministeren kan oplyse om resultatet af Jægerkorpsets mission.
- Min pointe er, at filosofien om, at Afghanistan kan vindes militært, ikke holder. Hver gang der meldes om civile tab, vokser modstanden imod krigen, siger Frank Aaen.
Hvad kan man stille i stedet for den danske krigsindsats i Afghanistan?
- De danske tropper skal trækkes ud, men det kan naturligvis ikke ske fra den ene dag til den anden. Der skal ydes massiv bistandshjælp til genopbygning, og der skal indgås en fredsaftale mellem de stridende grupper, siger Frank Aaen.
Enhedslisten støtter, at man på længere sigt udsender en fredsskabende styrke i FN-regi, men styrken bør, ifølge Frank Aaen, bestå af soldater fra muslimske lande, så man lettere kan vinde befolkningens tillid.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278