12 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

OK2010: Nej til byggeforlig

OK2010: Nej til byggeforlig

Onsdag, 17. marts, 2010, 00:00:00

Manglen på et reelt værn mod social dumping og kædeansvar får mange byggefagforeninger til at anbefale medlemmerne at stemme nej til byggeforliget

Seks gange nej og et lille ja.
Det er svarene fra 3F fagforeninger rundt om i landet, som Arbejderen har spurgt om deres holdning til overenskomstforliget på byggeområdet.
Alle uanset stillingtagen fremhæver det absolutte hovedkrav i byggebranchen, der har gået på at få sat en stopper for udnyttelse af billig udenlandsk arbejdskraft.
- Vi har ikke, som forventet, fået noget værn mod social dumping med i aftalen med Dansk Byggeri. Jeg er desværre bange for, at vi skal blive ved med at bruge kræfter på at rende rundt og tjekke om forholdene på byggepladserne nu er i orden, siger Kaj Nielsen, formand for knap 2000 bygningsarbejdere i Odense.
Han har siddet med i forhandlingsudvalget for murerne, hvor han har vendt tommelfingeren nedad til det indgåede forlig.
Kaj Nielsen er skeptisk og absolut ikke enig med John Larsen, formand for forbundets byggegruppe og forhandlingsleder, når han siger, at forliget forpligter Dansk Byggeri til at tage ansvar 'som aldrig nogensinde før'.
Kaj Nielsen ved først onsdag i næste uge, om afdelingsbestyrelsen deler hans opfattelse.

Ingen slinger i valsen
3F Silkeborg har taget stilling. Afdelingsbestyrelsen anbefaler medlemmerne at sætte kryds i feltet med nej, når de skal stemme om overenskomsten.
- Det her resultat er ikke godt nok til vores medlemmer, konstaterer formand Christian Juhl.
Han fortsætter:
- Vi havde forventet et forsvar for reallønnen. Det fik vi ikke. Højest på vores liste over krav til nye overenskomster var et brugbart redskab til at bekæmpe løndumping fra useriøse virksomheder fra blandt andet Østeuropa. Vi har brug for et kædeansvar, hvor hovedentreprenøren har ansvar for, at tingene er i orden i alle led af underentreprenører. Det fik vi heller ikke.
Heller ikke bestyrelsen i 3F`s byggegruppe på Sommervej i Århus har været i tvivl om holdningen til forliget.
- Det bliver et klart nej fra vores side, siger formand Arne Knudsen.
Han har som kollegaen i Odense stemt nej til aftalen i murernes forhandlingsudvalg.
- Forliget indeholder ikke noget krav om, at underentreprenører skal være omfattet af overenskomsten, og at hovedentreprenøren holdes ansvarlig, hvis en underentreprenør begår overenskomstbrud for derefter at fordufte ud af landet, konstaterer Arne Knudsen.

Vestjysk NEJ
I 3F Esbjerg forventer Sten Mogensen, at bestyrelsen i byggegruppe anbefaler et nej, som han selv gør.
- Det er et utroligt magert resultat. Selv om forventningerne til løn og andre forbedringer var beskedne, så har vi dog haft en forventning om, at der ville ske noget for at komme social dumping til livs. Den indsigt vi får med forliget, giver jeg ikke meget for, siger formanden for omkring 1200 bygningsarbejdere.
Sten Mogensen fortæller, at også bestyrelsen i Industrigruppen i 3F Esbjerg stemmer nej til forliget på deres område.

Og så til Sjælland
Vi tager et hop til Bygge-, Jord-& Miljøarbejdernes Fagforening i København. Bestyrelsen holder møde i dag, hvor den formelt tager stilling til, hvad den anbefaler medlemmerne.
- Men jeg bliver forundret, hvis vi anbefaler et ja, siger bygningsgruppens formand, Jesper Weihe.
Han henviser til nøjagtig de samme argumenter som de foregående.
Tue Tortzen er medlem af bestyrelsen i forbundets byggegruppe. Her har han som den eneste stemt imod forliget, da det var til debat i det forum.
- Vi har accepteret den halve lønforhøjelse af, hvad vi plejer. Så vil vi også have noget til gengæld. Det har vi ikke fået, siger han til Arbejderen.
Tue Tortzen, der også er formand for 3F Frederiksborg, ser kravene om et værn mod social dumping og kædeansvar som principielle.
- Vi skulle have haft det med i overenskomsterne for tre år siden. Dengang blev det også vedtaget som et krav på 3F`s repræsentantskabsmøde, men vi kom ikke igennem med det ved overenskomstforhandlingerne. Nu har vi en oplagt mulighed, fordi kravet har bred folkelig opbakning. Vi kan ikke vente yderligere to år, mener den nordsjællandske fagforeningsformand.
Han har selv siddet med i forhandlingerne med Danske Malermestre og oplevet, at de er parate til at sætte en underskrift, der forpligter arbejdsgiverne til at overholde overenskomsten. Det er Tue Tortzens opfattelse, at Dansk Arbejdsgiverforening forhindrer, at det sker.

Et lille ja
Den eneste af de 3F afdelinger, Arbejderen har snakket med, som ikke deler de andres opfattelse, er 3F Aalborg.
Formand Søren Elsberg fortalte på generalforsamlingen i sidste uge, at bestyrelsen anbefaler et ja. Bygningsgruppens formand Reidar Kogstad kalder det et lille ja.
- Tiden taget i betragtning har vi fået det bedst opnåelige, men jeg indrømmer, at den ligger lige på vippen. Vi har ikke fået den overenskomstforpligtigelse ned gennem alle led og heller ikke kædeansvaret, som vi havde sat næsen op efter. Vi har fået nogle værktøjer og bliver de brugt i den ånd, som de er skrevet, så tror jeg det er i orden, siger Reidar Kogstad.


Hovedpunkter i forliget
* Forliget anbefaler Dansk Byggeris medlemmer at sikre sig, at også underentrepriseaftaler udføres i henhold til danske overenskomster.
* Sager, hvor der er tvivl om, at overenskomsten er overholdt, kan behandles hurtigere.
* Mindstelønnen bliver hævet med 1,10 kroner første år og 1,75 kroner det andet år.
* Alle priskuranter bliver sat op med 1,5 procent det første år og 1,8 procent i andet år.
* Lærlingelønnen stiger første år to procent, andet år 2,5 procent.
* Der bliver udbetalt sygeløn efter tre måneders ansættelse mod tidligere seks. Satserne bliver forhøjet
*Betalt forældreorlov bliver udvidet fra ni til elleve uger.
*Overenskomsten gælder i to år

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. mar. 2010 - 00:00   03. sep. 2012 - 12:49

Indland