13 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Din elregning er fordoblet

Din elregning er fordoblet

Torsdag, 11. marts, 2010, 00:00:00

Efter at store elselskaber som DONG, Vattenfall og E.ON har opkøbt de offentlige elselskaber, er prisen på el fordoblet

Almindelige danskeres elregning er fordoblet siden elmarkedet i 1999 blev liberaliseret og priserne givet fri.
En opgørelse fra elselskabernes brancheorganisation, Dansk Energi, viser hvordan prisen på strøm er steget fra 27 øre for en kilowattime i 1998 til 55,8 øre i 2009.
Det har rykket de danske elpriser, som før liberaliseringen var de billigste i EU, op på en tiendeplads i unionen.
Alligevel mener Dansk Energis direktør, Lars Aagaard, ikke at der er en sammenhæng mellem liberaliseringen og fordoblingen af elpriserne.
- Liberalisering er ikke et onde. Man skal huske at rense elprisen for inflation. Og så har CO2-kvoter og stigende miljøkrav om at rense røgen fra kraftværker gjort det dyrere at producere el, siger han.
Lars Aagaard indrømmer, at elselskaberne får CO2-kvoterne gratis af EU.
- Det er rigtigt. Derfor kan vi for øjeblikket tjene penge på kvoterne. Men det er vi nødt til. Når EU laver en ordning med fælles gratiskvoter, tjener tyske kraftværker jo også penge på dem. Så det må vi selvfølgelig også, siger direktøren til Arbejderen.
Det er Enhedslistens energiordfører, Per Clausen, som har bedt om opgørelsen over udviklingen i elpriserne.
Og han ser, i modsætning til eldirektøren, en klar sammenhæng med liberaliseringen.
- Elprisen er eksploderet siden sektoren blev liberaliseret i 1999. Hvile-i-sig-selv-princippet, der sikrede forbrugerne mod unødvendige prisstigninger, blev afskaffet. I stedet blev priserne givet fri og selskaberne kan score al den profit de kan, siger Per Clausen til Arbejderen.
Han vil nu have svar på, hvordan priserne har udviklet sig i de kommuner, hvor de store elselskaber DONG, E.ON og Vattenfall har overtaget den kommunale elforsyning. Herudover kræver Per Clausen en uvildig undersøgelse af udviklingen i elpriserne.
SF stemte i 1999 for en liberalisering.
- Med liberaliseringen fik DONG og andre elselskaber mulighed for at konkurrere med udlandet, hvor elprisen er højere. Det har DONG udnyttet til at hæve priserne. Derfor skal vi da undersøge, om de store spillere sætter nogle urimelige priser, siger SF`s medlem af Folketingets Energiudvalg, Ida Auken.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. mar. 2010 - 00:00   03. sep. 2012 - 12:49

Indland