Antallet af fattige i Danmark er steget med 50 procent siden 2001, til 304.000 danskere i dag. Nedsatte ydelser og skattelettelser til de rige får skylden
Karin er mor til to og på kontanthjælp. Når de faste udgifter er betalt, har familien lidt over 100 kroner om dagen til alt fra mad og tøj til skoletasker. Selvom Karins datter gerne vil gå til sang og hendes søn gerne vil lære at spille klaver, er der simpelt hen ikke råd, har Karin fortalt til Red Barnet.
Karin er en af de mere end 300.000 danskere, der lever i relativ fattigdom. Antallet af fattige i Danmark er steget med ikke mindre end 50 procent siden 2001, og tæller nu 304.000 danskere.
Det viser nye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der samtidig afslører at udviklingen ser ud til at fortsætte, så 306.000 danskere vil kunne skrive 'fattig' på visitkortet efter i år.
- Rigtig mange danskere er ikke fulgt med i den velstandsstigning, resten af landet har oplevet under de seneste års højkonjunktur. Samtidig har regeringen siden 2001 taget en række politiske beslutninger, der har været med til at skabe flere fattige, siger Jonas Schytz Juul, chefanalytiker i AE-rådet, til Arbejderen.
Han peger på de nedsatte kontanthjælpssatser og 450-timers reglen som væsentlige årsager til den voksende fattigdom.
- Og i den anden ende af samfundet har skattelettelserne gjort de rige rigere, så de ti procent rigeste danskere får cirka 30 gange så meget til forbrug i år som de fattigste, forklarer Jonas Schytz Juul.
EU har udnævnt 2010 til fattigdomsår. Sammen med Red Barnet og en lang række andre sociale hjælpeorganisationer opfordrer AE-rådet regeringen til at bruge den anledning til at afskaffe de nedsatte sociale ydelser og indføre en fattigdomsgrænse, som kan skabe overblik over problemet.
Men det afviser Venstres medlem af Folketingets socialudvalg, Erling Bonnesen.
- Vi vil hjælpe dem der har vanskeligheder direkte, og ikke ved at indføre en teoretisk fattigdomsgrænse, siger han.
Men det betyder dog ikke, at Erling Bonnesen vil være med til at afskaffe de nedsatte sociale ydelser for at hjælpe de fattige.
- Det skal jo kunne betale sig at arbejde, lyder hans afsluttende kommentar til Arbejderen.
Fattigdomsfakta
304.000 danskere lever i dag i relativ fattigdom, og tallet ventes at stige til 306.000 i løbet af i år. Antallet af fattige er steget 50 procent siden 2001.
80.000 hænger fast i fattigdom i mere end tre år i træk.
53.000 af de fattige danskere er unge under 30 år - og her er studerende ikke regnet med.
Også indvandrere er stærkt overrepræsenteret i fattigdomsstatistikkerne.
Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278