Mens 400 lærere i år er blevet fyret fra de danske folkeskoler, opfordrer Danmarks Lærerforening og undervisings-ministeriet flere unge til at søge ind på seminariet
Bliv lærer nu! Sådan lyder opfordringen i en ny kampagne, der skal lokke flere unge til lærerseminariet. Kampagnen ser dagens lys samtidig med, at mange folkeskoler over hele landet fyrer lærere som følge af de kommunale nedskæringer.
Kontrasten er faldet flere fyrede lærere for brystet, fremgår det af heftige diskussioner på fagbladet folkeskolens hjemmeside:
- Jeg bliver gal over at høre det, når jeg selv kæmper på ottende måned for at få et job, skriver for eksempel Christina Schmidt.
Det er Danmarks Læreforening og Lærestuderendes Landskreds der er gået sammen med Undervisningsministeriet og Kommunernes Landsforening om at gennemføre rekrutteringskampagnen. Hos Danmarks Lærerforening (DLF) forstår man godt reaktionerne fra de arbejdsløse lærere.
- Jeg kan godt forstå, at der sidder fyrede lærere rundt omkring og føler sig provokeret af kampagnen. Men når det er sagt, så mener jeg alligevel, at den er berettiget. I løbet af en årrække vil der komme til at mangle lærere hvis ikke vi begynder at rekruttere de unge til uddannelsen nu, siger Dorte Lange, der er formand for DLF`s skole- og uddannelsespolitiske udvalg, til Arbejderen.
Undersøgelser viser, at der om otte år vil mangle op imod 9000 uddannede lærere på landsplan. Det skyldes, at mange lærere nærmer sig pensionsalderen.
Dorte Lange beklager, at kampagnen falder sammen med de aktuelle fyringer, men giver regeringen skylden for, at den situation er opstået.
- Vi har aldrig oplevet noget lignende og desværre tyder alt på, at fyringerne fortsætter. Det har store konsekvenser for kvaliteten i undervisningen og for de fyrede ansatte. Alt det her kunne være undgået, hvis regeringen havde prioriteret anderledes. Skattestoppet er jo en direkte årsag til at kommunerne står og mangler penge, mener Dorte Lange.
Den nyudnævnte undervisningsminister, Tina Nedergaard (V), skal snart forholde sig til lærerfyringerne, da SF har indkaldt hende til et åbent samråd. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra regeringspartiernes uddannelsesordførere.
Mere end 400 lærere fyret
Alene i år er der fyret mere end 400 lærere over hele landet og alt tyder på, at flere fyringer er på vej. Sådan ser tallene ud for de enkelte fyringsramte kommuner:
Vejle: 60 fyrede lærere
Haderslev: 45 fyrede lærere
Kolding: 93 fyrede lærere
Langeland: 190 fyrede lærere
Lolland: 25 fyrede lærere
Silkeborg: Ukendt antal
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278