Mette Niss er buschauffør i Hjørring og en af de faglige kvinder, som dagligt kæmper for bedre vilkår for sig selv og kollegerne. Arbejderen har fulgt hende på en travl hverdag, hvor der både blev talt om ligestilling og en dugfrisk overenskomst mellem stoppestederne

Temperaturen står på minus ni grader. Klokken er 5:20 om morgenen, og det er stadig bælgragende mørkt.
Alligevel viser Mette Niss ingen tegn på morgensurhed, da hun giver hånd til Arbejderens udsendte og med et smil siger:
- God morgen og velkommen til Hjørring.
Hun har allerede været vågen i en time og møder os udenfor sit hus i den sydlige ende af byen. Mette Niss er en lille kvinde på 44 år, og som hun står der ved siden af hunden Sultan, som hun lige har luftet, ser hun endnu mindre ud. Sultan vejer 57 kilo, og hans hoved går Mette omtrent til skulderen.

Arbejdsdagen starter
Et kvarter senere ankommer vi til Arriva Hjørrings garageanlæg på Fanøvej. Det er her den kvindelige buschaufførs arbejdsdag starter.
Mette Niss finder sin bus og starter motoren, så bussen kan blive varmet bare en smule op, inden der kommer passagerer. Hendes trænede øje ser straks, at der mangler kølervæske, og at blinklyset forrest til venstre er i stykker.
- Jeg bliver lige nødt til at fylde kølervæske på og skifte pære, inden jeg kører nogen steder, siger hun og manøvrerer den 12 meter lange gule bybus sikkert hen over det spejlglatte parkeringsareal.
Hun får hurtigt fyldt en vandkande med kølervæske, og mens hun med sikker hånd får det hældt på bussen, får hun hjælp af den faste pladsmand til at gøre blinklyset trafiksikkert.
- Tak for hjælpen, Madsen. Du må have en god dag, siger hun og sætter kurs mod rutebilstationen.
Radioen bliver tændt. Mette Niss når lige at høre nyhedsoplæseren fortælle, at DI og 3F er blevet enige om et forlig på transportområdet. Den nyhed kommer til at præge resten af dagen.

Bussen driller
Præcis klokken 06:07 holder bussen klar ud for skiltet med rute 2. Et par passagerer stiger på. Mindre end ti minutter senere begynder bussen at gøre nykker. Den hopper af sted og lamperne på instrumentbrættet blinker om kap. Mette Niss holder ind ved et busstop.
- Jeg er nødt til at slukke for hovedafbryderen. Den ter sig fuldstændig åndssvagt, forklarer hun de to mandlige passagerer.
- Nå, jeg troede det var chaufføren, det var galt med, siger den ene drillende.
Mette Niss griner samtidig med, at hun igen drejer på startnøglen.
Allerede efter første rute er tidsplanen overskredet. Det er ikke kun en nedslidt bus på over ti år, der driller.
Vintervejret har i snart tre måneder gjort livet som buschauffør mere end almindeligt udfordrende. Mange steder er der kun plads til, at én bil kan passere ad gangen. Det sker op til flere gange, at modkørende må bakke og dreje ind i indkørsler for at gøre plads til den gule bybus.
Men der skal mere til at ødelægge den kvindelige chaufførs gode humør. Passagererne - ung som gammel - får alle et 'god morgen', et smil og øjenkontakt med på vejen. Flere af passagererne kender hende ved navn, og der er plads til små rappe bemærkninger, der går begge veje.
Klokken nærmer sig 7:44, og det kan ses på passagererne. Det myldrer ind med rødnæsede skoleelever med store rygsække.

Forliget
Radioavisen klokken 8 har igen et kort indslag om overenskomstforliget. Der er tale om et to-årigt forlig, lønstigninger på tilsammen 3,85 kroner, udvidet barsel og initiativer mod social dumping.
Hvad det sidste angår er det ikke noget problem i bybusbranchen, men Mette Niss har fuld forståelse for problemet og de chauffører, der har haft det som absolut hovedprioritering ved de her overenskomstforhandlinger.
- Det er fair nok. Det duer jo ikke, at danske chauffører skal konkurrere med udenlandske, der arbejder for en tredjedel af lønnen, konstaterer hun.
Mette Niss er nysgerrig efter at høre flere detaljer, så hun har noget mere at fortælle kollegerne, når der er formiddagspause. Hun er tillidskvinde og klar over, at der vil komme masser af spørgsmål.
I løbet af de sidste par timer har hun forgæves forsøgt at få hul igennem til folk i forbundet og rundt om i afdelingerne. Klokken 9:22 ringer hendes telefon endelig. Ansigtet røber hurtigt, at der er bid, og at hun bliver lidt klogere på, hvad forliget indeholder.
Den nordjyske bybuschauffør indrømmer, at hun er blevet bidt af det faglige arbejde i 3F, der har grebet om sig, siden hun i 2002 blev valgt som tillidsrepræsentant af bybuschaufførerne. I alt er der 96 chauffører ved Arriva Hjørring. Syv fastansatte og to-tre afløsere dækker bybuskørslen. Resten er ansat til at køre de regionale ruter i det nordjyske opland.
- Jeg vil gerne gøre en indsats for, at chaufførerne får bedre vilkår. Jeg synes, det faglige arbejde er rigtig spændende, lyder hendes svar på spørgsmålet om, hvorfor hun er blevet faglig aktiv.
Telefonen ringer igen. Denne gang er det kollegaen Birthe. Hendes bus er er gået i stykker, og hun venter nu på en reservebus. Imens skal Mette køre videre på hendes rute, så passagererne ikke skal vente forgæves. Pausen må vente.

Endelig pause
Efter næsten fire timers kørsel er pausen ved ti-tiden tiltrængt.
Chaufførerne på de andre bybuslinjer og enkelte chauffører fra regionalruterne finder lidt efter lidt opholdsstuen i bygningen, hvor også Nordjyllands Trafikselskab har billetsalg.
Radioen er tændt, og ørerne bliver spidse, da indslaget om overenskomstforliget bliver omtalt. Og så kommer kommentarerne:
- Vi kan sgu ikke købe rugbrød for barselsorlov. Det er ikke vores krav, de har forhandlet. Det er et problem, at vi skal forhandle sammen med andre faggrupper som havnearbejdere og lagerfolk. Det er, som det plejer - de lover og lover - og vi får ingenting, lyder det, som var det skudsalver.
Mette tager til genmæle, men det kan være svært at trænge igennem. Alle vil gerne have lige præcis sin egen mening luftet. Nogen af synspunkterne er hun enige i, men hun mener ikke det er rigtigt, at forbundets forhandlere ikke tager chaufførernes krav alvorligt.
- Hvad vil I sige til, at vi inviterer én af dem til møde. Vil I så komme, ellers gider jeg ikke sætte det i gang, spørger hun.
Der kommer ikke noget klart svar.
En halv times pause forsvinder hurtigt, og det er ud på ruterne igen. Det virker som om hun har taget kritikken af fagforeningen i stiv arm, og hun forsikrer da også, at hun godt kan lide den ind imellem hårde tone.
- Måske har det noget at gøre med, at jeg er udlært tømrer og har været ni år i det fag domineret af mænd. Her kalder man en skovl for en skovl og går ikke og putter med det.
Mette Niss ser det som en udfordring at være tillidsrepræsentant på arbejdspladsen. Det er tidskrævende, og der følger mange andre opgaver med. Hun sidder både det regionale og det lokale samarbejdsudvalg i Arriva. Hun er valgt ind i transportgruppens bestyrelse i den lokale 3F afdeling Skagerak, hvor hun er nærmest selvskreven til ligestillingsudvalget.
- Jeg har da tænkt mig at slå på ligestillingsspørgsmålet, når jeg skal til generalforsamling i min gruppe den 17. marts. Det kan ikke passe, at 3F Skagerak ikke skal have nogle kvinder med til 3F`s kongres i september, mener Mette Niss, der vil opfordre medlemmerne til at vælge hende som delegeret til kongressen.

Fyraften
Klokken 14:30 slutter arbejdsdagen og Mette overlader rattet til en kollega. Hun skal dog lige indenom chaufførstuen på Fanøvej, hvor ledelsen har lagt nogle papirer, som hun skal bruge til et møde onsdag.
Om en lille halv time skal hun hente datteren Mia på Hjørring Gymnasium, og der er endelig tid til at høre mere om, hvorfor hun er blevet faglig aktiv, og hvordan hun forholder sig til kvinders kamp for ligeløn og ligestilling.
Hendes forhold til 8. marts er tæt forbundet med hendes mor.
- Hun har fødselsdag 8. marts, og jeg ved godt, at det er Kvindernes Internationale Kampdag.
Mette har aldrig deltaget i et arrangement på dagen, men har lagt mærke til, at der i år på 100 året sker noget i blandt andet København.
- Ligestilling er ikke noget jeg går og spekulerer over hver dag. Det er mest, hvis jeg oplever et eller andet, læser noget eller ser noget på tv, jeg kan tænke på det, indrømmer Mette.
Det er ikke det samme, som at hun ikke har en mening om ligestilling og kvindernes situation og rolle i dag.
- Jeg tror, vi slæber meget med os fra vores opvækst, når det handler om kønsroller og forventninger til, hvem der tager sig af hvad. Det er helt klart et fremskridt, at man har fået øjnene op for, at kvinder kan andet end lave mad.
Personligt har Mette, med en mand der har været og stadig er meget væk hjemmefra, været vant til at klare alt for at få en dagligdag til at fungere med arbejde, barn, hund og hus.
Hun indrømmer da også, at det ind imellem har været hårdt.
- Jeg synes, at jeg har givet plads til, at familien kunne få rum. Nu kan jeg godt mærke, at det er min tur. Jeg har utroligt meget lyst til at arbejde fagligt. Det er tidskrævende, men jeg har hver gang taget beslutningerne sammen med min mand. Alligevel er det som om, det er svært, når det så skal til og føres ud i livet.
Den seneste store men spændende udfordring den nordjyske buschauffør har kastet sig over, er som underviser på fagbevægelsens interne kurser. Her havde hun sin debut så sent som i sidste måned.

Kvinder halter bagud
Ingen skal være i tvivl om, at hun mener, at der stadig er brug for, at kvinder markerer sig og kræver deres ret.
- Vi ved jo, at der stadig er lønforskelle, som alene bunder i, om du er mand eller kvinde. Det er ikke rimeligt. Jeg mener, man skal have lige løn for lige arbejde.
- Vi ved også, at der er stor forskel på mænd og kvinders pension. Hvorfor skal kvinder ikke have indbetalt pension, når de er på barsel. Kvinderne bliver straffet, fordi de fra naturens hånd er skabt til at føde. Det er med til at øge uligheden i alderdommen, og det er ikke i orden.
Den nordjyske tillidskvinde kan bare kigge på sit eget ægteskab. Manden Erik vil få udbetalt næsten 20.000 kroner hver måned i pension, væsentligt mere end en chauffør i 3F.
Ligestilling jo - særbehandling nej, lyder den nordjyske tillidskvindes logik.
- Jeg vil gerne, at man kigger på folks kvalifikationer frem for deres køn, og mener ikke det kan være rigtigt, at man dropper en person uanset køn, der er bedre kvalificeret til en opgave, fordi man skal have et bestemt fordeling kønnene imellem.
Af samme grund har hun ikke været begejstret for princippet om fair repræsentation, som har været gældende siden SiD og KAD blev til 3F. Samtidig efterlyser Mette flere kvinder i det lokale faglige arbejde.
- Og så kunne der ærlig talt også godt trænge til lidt flere kvinder på forbundsgangen i Kampmannsgade (3F`s forbundshus, red.).
- Tingene bliver heldigvis bedre. Tager jeg min egen arbejdsplads, så er der i de 11 år, jeg har været chauffør, kommet flere kvinder i faget. Det, tror jeg, er godt for alle, og jeg tror også, det giver en bedre stemning på arbejdspladsen. Og så ved jeg, at passagererne generelt er glade for de kvindelige chauffører.
Arbejderens udsendte er ikke et sekund i tvivl om, at det sidste er rigtigt. Det er til fulde blevet bekræftet ved at følge Mette Niss på en - måske ikke helt - almindelig arbejdsdag.