13 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Få kvinder er fagligt aktive

Få kvinder er fagligt aktive

Lørdag, 06. marts, 2010, 00:00:00

Tre fagligt aktive kvinder på det private område diskuterer kvindedag og overenskomstkamp

Over 100 faglige tillidsfolk er samlet til overenskomstkonference. Det er mandag den 1. marts i Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF) i København. Fremmødet er flot, men kun godt en håndfuld af de mange deltagere er kvinder. Det lykkes at samle tre af den til en snak i frokostpausen om kvindekamp og overenskomstkamp.
Allerførst må vi høre deres bud på, hvorfor der ikke er flere kvinder til en konference som den her.
- Det er et generelt problem. Der kommer ikke mange kvinder. Jeg ved ikke hvorfor. Måske er det sådan, at far tager i fagforeningen, mens mor tager hen på børnenes skole, siger Else Mikkelsen, faglig sekretær i 3F Silkeborg.
- Vi har primært kvinder som medlemmer. Der møder de op. Men vi oplever nu også mange steder på arbejdspladserne, at den eneste mand ud af mange kvinder, er ham som bliver valgt som tillidsmand, tilføjer Hanne Clausen, faglig sekretær i HK Post & Kommunikation.

Pres på familierne.
Som kvinde må man også kæmpe lidt mere, for de faglige poster, mener Ulla Usbech, som også er faglig sekretær. Hun hører til i huset hos BJMF.
- Jeg er faglig sekretær for en gruppe medlemmer, som udelukkende er mænd. De ord, jeg siger, vægtes ikke lige så højt som mændenes, siger hun.
- Sådan er det ikke hos os, erklærer de to andre samstemmende.
- Generelt set tror jeg, at både kvinder og mænd er blevet mindre fagligt aktive. Det er ikke fordi medlemmerne ikke støtter op. De er interesserede i det, der foregår, men der er meget at gå til, folks hverdag er presset og så vægtes børnene først, konstaterer Hanne S. Clausen.
De tre er ikke i tvivl om, hvilket politiske spørgsmål, der skal i centrum på Kvindernes Internationale Kampdag.
- Det er stadig det med, at vi er 18 procent bagud, når det gælder lønnen, vi får jo ikke 18 procents rabat i Brugsen, kommer det rapt fra Else Mikkelsen.
- I det hele taget gælder det lige forhold for lige arbejde, understreger Ulla Usbech.
- Og så er der også pensionen. Kvinder bliver jo ældre end mænd. Men vi halter bagud med pensionen blandt andet på grund af barsel, indskyder Else Mikkelsen.

Frygt for syltekrukke
Ingen af de tre har stor tiltro til, at det ligelønsnævn, som er en konsekvens af industriforliget, vil rykke afgørende på forholdene.
- Jeg frygter, at det kan blive en syltekrukke, erklærer Else Mikkelsen.
- Men det er trods alt en sejr, at vi får omvendt bevisbyrde. Det er en stor styrke, at det fremover er arbejdsgiveren, som skal bevise, at der ikke er tale om uligeløn, når der er rejst en sag, mener Hanne Clausen.
Alle tre følger i øjeblikket spændt overenskomstforhandlingerne. De er enige om, at det helt centrale er, at der gøres noget ved den sociale dumping herunder en afskaffelse af HK`s 50 procents-regel, som betyder at der kun kan laves overenskomst på arbejdspladser, hvor over 50 procent af de ansatte er medlem af HK.
- Kommer der ikke en løsning på de her spørgsmål tror jeg, at der kommer en konflikt, siger Hanne Clausen.
- På rengøringsområdet, som jeg arbejder med, er mindstelønnen også vigtig. Vi har nogle, som har gjort ret i ti år og stort set får det samme for det, siger Else Mikkelsen.
Hun understreger, at det i tilfælde af konflikt er helt afgørende, at fagforeningerne evner at forklare konfliktpunkterne ordentligt for medlemmerne, så de er med, og for befolkningen, så der kan skabes opbakning til konflikten.
Der nikkes ivrigt hele vejen rundt om bordet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. mar. 2010 - 00:00   03. sep. 2012 - 12:49

Indland