En er varetægtsfængslet efter fund af computer med kartotek over højrefløjsekstremister
Flere personer blev anholdt, da Politiets Efterretningstjeneste (PET) i søndags gennemførte ransagninger i forbindelse med efterforskning af, hvad der betegnes som 'voldelig politisk ekstremisme'.
Under ransagningerne blev beslaglagt en computer-server med personfølsomme oplysninger om højrefløjen. Serveren indeholdt også oplysninger om overfald på nogle af højreekstremisterne i databasen.
En af de anholdte blev efterfølgende varetægtsfængslet i 24 dage, og sigtet efter terrorlovens paragraf 114f. Den omhandler støtte til grupper, der har til hensigt ved magt at øve indflydelse på offentlige anliggender. Herudover er den fængslede sigtet efter straffelovens paragraf 245 om vold.
Ifølge en række medier var PET`s aktion rettet mod Antifascistisk Aktion (AFA). Den udlægning afvises af AFA.
- AFA er ikke en kriminel eller illegal organisation. De her anklager om, at vi er indblandet i vold og terror er helt hen i vejret. AFA er slet ikke blevet kontaktet af politiet eller PET i den her sag, understreger Anders Lind, talsperson for AFA.
PET er yderst sparsomme med oplysninger om sagen. Arbejderen forsøgte i går forgæves at få PET`s svar på, hvilke konkrete beviser der findes mod den sigtede. Og hvordan dele af pressen har fået indtryk af, at den anholdte har tilknytning til AFA.
Men PET afviser at svare. I stedet henviser PET til en pressemeddelelse på deres hjemmeside. Her erklærer chefen for PET, Jakob Scharf, at konfrontationerne mellem det højreekstremistiske og venstreekstremistiske miljø får mere og mere krarakter af organiseret voldsudøvelse.
- Højre- og venstreekstremister forsøger målrettet at afdække og eksponere politiske modstandere gennem aktiviteter, der minder om privat efterretningsvirksomhed, siger han.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278