13 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ulande betaler selv klimastøtte

Ulande betaler selv klimastøtte

Tirsdag, 02. marts, 2010, 00:00:00

Regeringen vil bruge Danmarks ulandsbistand til at betale sin klimagæld til de fattige lande. Klart løftebrud, lyder den hårde kritik fra Mellemfolkeligt Samvirke

Verdens fattigste lande skal selv betale for den klimahjælp, som Danmark på klimatopmødet i København lovede at give ulandene.
Det fremgår af regeringens økonomiske køreplan, det såkaldte konvergensprogram, at de danske midler til udviklingslandene skal finansieres inden for den samlede ramme for ulandsbistand.
- Hvilke skoler og lægeklinikker, skal ikke bygges og hvilke menneskerettigheds-programmer og aids-kampagner skal ikke gennemføres, fordi ulandsbistanden i stedet skal bruges til klimabistand?, siger forkvinde i Mellemfolkeligt Samvirke, Trine Pertou Mach til Arbejderen
Under klimatopmødet forpligtede Danmark sig til at give 1,2 milliarder kroner i klimabistand til ulandene frem til 2012.
Ifølge hensigtserklæringen 'Copenhagen Accord' skal klima-pengene til ulandene være 'new and additional' (nye og oveni i den øvrige hjælp til ulandene, red.) og regeringen lovede da også, at Danmarks bidrag ikke skulle findes ved at skære i Danmarks samlede ulandsbistand, som i år udgør 15,2 milliarder kroner.
Derfor er det et klart løftebrud, når regeringen nu vil finansiere sin klimahjælp med ulandsbistand, mener Trine Pertou Mach.
- Ulandene har massive problemer med fattigdom. Nu rammes de oven i købet af en klimakrise. Det handler jo om, at Danmark og resten af de rige lande har en gæld til ulandene: Det er vores historiske overforbrug af CO2 som har skabt de klimaproblemer som nu rammer de fattige lande. Den gæld kan vi ikke tørre af på ulandene. Den skal vi selv betale, fastslår hun.
Regeringens plan om at overføre bistandskroner til klimahjælp kommer samtidig med, at regeringens nye arbejdsprogram slår fast, at der ikke kommer flere bistandskroner.
Regeringen havde ellers lovet, at Danmark, som et af verdens rigeste lande, skulle yde mere til verdens fattigste lande. Dette løfte gav statsminister Anders Fogh Rasmussen i 2007 efter flere års hård kritik fra opposition og udviklingsorganisationerne.
Men i statsminister Lars Løkke Rasmussens nye arbejdsprogram er målsætningen om at øge ulandsbistanden helt fjernet. I stedet står der at 'Regeringen vil som bidrag til at sikre den nødvendige konsolidering af de offentlige finanser i perioden 2011-2013 fastholde ulandsbistanden nominelt på samme niveau som i 2010, idet det sikres, at bistanden ikke falder til et niveau under 0,8 pct. af BNI.'
Arbejderen forsøgte i går forgæves at indhente en kommentar fra regeringspartiet Venstre.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. mar. 2010 - 00:00   03. sep. 2012 - 12:49

Indland