Frederiksberg Hospital fyrer hver tiende ansatte og Hvidovre nedlægger 225 stillinger. Masse-fyringerne raser videre på hovedstadens hospitaler
Er det plejen af døende patienter eller omsorgen for indlagte børn, de ansatte skal bruge mindre tid på, når Frederiksberg Hospital skal fyre hver tiende ansatte i løbet af i år?
Patienterne har krav på at få af vide, hvad konsekvensen bliver, når hospitalet skal spare 37,7 millioner kroner på budgettet, mener de ansatte, som på et informationsmøde på hospitalet i går morges krævede en konsekvensplan fra ledelsen.
- Vores opfattelse er, at patienterne har krav på at få af vide, hvad det her betyder. Det må direktionen tænke grundigt igennem, når det ser ud til, at de vil massefyre folk, siger fællestillidsrepræsentant for lægerne på Frederiksberg Hospital, Lars Hutters, til DR.
I alt 70 ansatte på Frederiksberg Hospital bliver fyret i løbet af næste måned, mens 30 stillinger ikke bliver genbesat. Frederiksberg er det seneste ud af en række hospitaler i Region Hovedstaden, der er blevet ramt af massefyringer.
På Hvidovre Hospital skal 225 stillinger nedlægges for at spare 107 millioner kroner. En del af stillingerne er i forvejen ubesatte, men ledelsen kommer ikke uden om at skulle dele fyresedler ud, indrømmer hospitalsdirektør Torben Ø. Pedersen.
- Hvidovre Hospital vil gøre alt for at undgå, at besparelserne går ud over den basale behandlingskvalitet, men det vil betyde reduceret service. Det kan for eksempel være længere ventetider for patienterne, mens de er indlagt på hospitalet, til undersøgelser og blodprøver. Det vil også betyde, at plejepersonalet får mindre tid til for eksempel at mobilisere ældre medicinske patienter, inden de skal hjem, siger han.
Sammen med de 136 fyresedler, som Herlev Hospital uddelte forrige uge, bringer de seneste massefyringer antallet af fyrede sygeplejersker, portører, læger og social- og sundhedsarbejdere på hovedstadsregionens hospitaler op på omkring 400.
Tallet ventes at stige på Helsingør Hospital, hvor sygeplejerskerne torsdag mødes for at diskutere spareplanerne her.
'Med så mange patienter, vikarstop og ansættelsesstop frygter vi for patientsikkerheden', hedder det i en udtalelse underskrevet 'bekymrede medarbejdere fra Helsingør Hospital'.
Også mange andre steder i landet skal hospitalerne massefyre, fordi de har overskredet dette års stramme budgetter.
Bag de røde tal
Arbejderen sætter fokus på konsekvenserne bag de stramme budgetter, som netop nu bliver udmøntet i fyresedler og andre nedskæringer i landets kommuner og regioner.
Oplever du nedskæringer på din arbejdsplads eller institution? Så hører vi gerne fra dig! Send et tip til redaktion@arbejderen.dk eller ring på 5077 7904.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278