HK overvejer at køre sag, fordi ansatte i Gribskov er blevet presset til at lave såkaldte myndigheds-opgaver stik mod loven. Borgmester afviser, at der er et problem
Ledelsen af det privatiserede Jobcenter Gribskov er på kant med loven.
Det mener fagforeningen HK/Kommunal, som organiserer 27 af de ansatte på jobcentret.
Problemet er, at de ansatte bliver presset til at lave såkaldte myndighedsopgaver, som ifølge loven kun må laves i kommunalt regi. Det drejer sig blandt andet om udarbejdelse af ressourceprofiler, som beskriver den arbejdsløses stærke og svage sider og danner grundlaget for vurderingen af den enkelte person og hvad vedkommende har ret til.
- Vi har haft kontakt med medlemmer fra Jobcenter Gribskov, som er blevet presset til at lave myndighedsopgaver. Vi opfordrede dem til at sende en mail til direktøren for jobcentret om, at det var sket, siger Winnie Axelsen fra HK/Kommunal til Arbejderen.
I øjeblikket er HK`s landskontor ved at vurdere, om der er basis for at køre en egentlig sag.
Winnie Axelsen understreger i øvrigt, at det første år med det privatiserede jobcenter har været voldsomt hårdt for de ansatte, som er blevet presset ud over alle grænser.
Oprindelig have politikerne i Gribskov håbet på at få dispensation fra den nuværende lovgivning, som forbyder, at myndighedsopgaver overdrages til et privat firma. Men de fik afslag på ansøgningen. Derfor blev en lille håndfuld ansatte fastholdt i kommunalt regi, da privatiseringen blev gennemført for et år siden. Aftalen var, at de skulle udføre myndighedsopgaverne.
Og sådan har det også været i praksis, erklærer Gribskovs borgmester den konservative Jan Ferdinandsen.
- Der er ikke nogle i Jobcenter Gribskov, som udfører myndighedsopgaver. Her er jeg helt klar i spyttet, siger borgmesteren til Arbejderen.
Han understreger, at hvis der er nogle som oplever problemer, skal de henvende sig på borgmesterkontoret.
Der har tidligere været problemer i Svendborg Kommune, hvor et privat firma fik opgaven med at lave ressourceprofiler på arbejdsløse. Den sag fik den lokale 3F-afdeling frem i lyset.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278