21 organisationer er gået sammen i bevægelsen Stop Fattigdom Nu. I morgen stævner de regeringen ved fattigdomskur på Kofoeds Skole
I morgen bliver der udtaget en symbolsk stævning mod regeringen for at acceptere fattigdom og social udstødelse i det danske velfærdssamfund. Det sker til den såkaldte fattigdomskur, som afholdes på Kofoeds Skole i København.
Bag stævningen står 21 organisationer, som er gået sammen i initiativet Stop Fattigdom Nu.
- Vi har prøvet at få socialminister Karen Ellemann til at komme og modtage stævningen, men hun er desværre forhindret, så nu må vi sende den, siger Knud Vilby til Arbejderen.
Han er formand for Socialpolitisk Forening, som sammen med den danske afdeling af det europæiske fattigdomsnetværk EAPN er initiativtager til Stop Fattigdom Nu. Initiativet er kommet op at stå i anledning af, at EU har erklæret 2010 som fattigdomsår.
Fagforbund støtter
Stop Fattigdom Nu`s første aktiviteter er indkaldelse af fattigdomskuren og udsendelse af en erklæring, som kræver handling i forhold til det voksende fattigdomsproblem. Blandt forslagene i erklæringen er en officiel dansk fattigdomsgrænse, klare strategier til bekæmpelse af fattigdom og ulighed samt årlige fattigdomsrapporter på landsplan.
- Med vores initiativer prøver vi at presse regeringen til at acceptere fattigdom som et reelt problem. Den kan ikke blive ved med at snakke udenom, erklærer Knud Vilby.
Fattigdomserklæringen støttes indtil videre af 21 organisationer. Blandt underskriverne er 3F, Dansk Socialrådgiverforening, HK Kommunal, Mødrehjælpen, Ældre Sagen, Kirkens Korshær og Socialpædagogernes Landsforbund.
- 3F er med i det her, fordi vi mener, at det er vigtigt, at der bliver lavet en fattigdomsgrænse, og fordi vi ønsker at sætte fokus på fattigdom og ulighed. Det er en vigtig dagsorden, som fortjener mere fokus, men forsøges bortforklaret af regeringen, siger Jane Korczak, næstformand i 3F til Arbejderen.
Ifølge tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd lever omkring 43.000 danskere i langvarig fattigdom. Antallet er steget med cirka 15.000 fra 2001 til 2006.
DF afviser grænse
Folketingets socialudvalg er inviteret med til fattigdomskuren på torsdag, oplyser Knud Vilby. De socialpolitiske ordførere fra SF og Socialdemokraterne har meldt deres ankomst. Men formanden for udvalget Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti kommer ikke og afviser i øvrigt at have modtaget en invitation.
- Men jeg er da parat til at mødes med de her folk, hvis de kontakter mig, siger han.
I lighed med regeringspartierne er Martin Henriksen modstander af en dansk fattigdomsgrænse.
- Jeg har svært ved at se argumentet for, at nogle får det bedre af en sådan grænse, erklærer han.
Martin Henriksen erkender, at antallet af fattige er stigende i takt med at flere kommer på overførselsindkomster. Han afviser samtidig enhver ide om at rette op på forholdene for de fattigste på overførselsindkomst ved at afskaffe de særligt lave kontanthjælpssatser som skyldes starthjælpen, 450-timers-reglen og kontanthjælpsloftet.
- De tjener jo det formål ikke at gøre det for attraktivt for udlændinge at søge til Danmark, og så skal det kunne betale sig at arbejde for de lavtlønnede, forklarer han.
Læs erklæringen og mere om initiativet på stopfattigdom.nu
Fattigdomskur
Torsdag den 21. januar klokken 11-13 på Kofoeds Skole, Nyrnberggade 1, Amager
- Der vil være politikere og interessegrupper til stede, der serveres gourmetsuppe og Billie Koppel og Catbird giver et par numre.
- Mød blandt andet Københavns socialborgmester Mikkel Warming (EL), den nye formand for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen samt socialordførerne Mette Frederiksen (S) og Özlem Cekic (SF).
- Klokken 12.15 bliver 'retten sat'. Her udtager advokat Søren Kjær Jensen en symbolsk stævning mod regeringen for at acceptere fattigdom og social udstødelse.
Arrangementet er åben for alle.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278