25 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Sauer-Danfoss får statsstøtte til jobflugt

Sauer-Danfoss får statsstøtte til jobflugt

Fredag, 08. januar, 2010, 00:00:00

Sauer-Danfoss får et flercifret millionbeløb for at flytte produktion til Polen. Investering i ny teknologi kunne have sikret arbejdspladserne på Als, mener ansatte

Et 'flercifret millionbeløb'.
Det er, hvad Sauer-Danfoss får i skatterabat fra den polske stat ved at flytte produktion fra Nordborg på Als til en særlig 'økonomisk zone' udenfor Warszawa i Polen.
Pressechef Anette Andresen Bütikofer ønsker ikke at præcisere hvor stort et beløb, det drejer sig om, siger hun til Arbejderen.
Det kommer ikke bag på de ansatte, at Sauer-Danfoss flytter produktion til Polen. Den proces har stået på i årevis, fortæller fællestillidsmand Orla Ø. Petersen.

Vrede over støtte
Alligevel er kollegerne i Nordborg godt sure over flytningen, og det forarger ikke mindst, at den sker med et rygstød i form af polsk statsstøtte i millionstørrelsen.
- Det er fuldstændig vanvittigt, at det indenfor EU kan lade sig gøre at stjæle arbejdspladser fra hinanden. Vi fatter ikke, det skal være muligt med vores skattekroner at sende arbejdspladser ud af landet, siger Orla Ø. Petersen til Arbejderen.
Med 'vores skattekroner' mener han, at Danmark som alle de andre lande betaler til EU`s kasse, som efterfølgende bevilger ekstra støtte til Polen, så de kan trække arbejdspladser til landet.
Fællestillidsmanden har siden september 2008 sagt farvel til over halvdelen af sine kolleger, så der nu er omkring 800 tilbage. Det faktum øger utilfredsheden.
- De job, der nu oprettes i Polen, har vi hårdt brug for på Als. Havde ledelsen bare for år tilbage investeret i ny teknologi og rationaliseringer, så er vi ret overbeviste om, at mange af arbejdspladserne stadig ville være her i Danmark. Måske ville der være færre job, men det er bedre end den situation, vi står i nu, mener Orla Ø. Petersen.

Op i Folketinget
Anette Andresen Bütikofer oplyser, at der oprindeligt skulle ansættes 270 personer på den polske fabrik.
- Men de planer er revideret. Polen er også ramt af den økonomiske krise, Den aktuelle bemanding er på 50-60 personer og når produktionen i Polen er fuldt udbygget vil der være 120-130 ansatte, forklarer pressechefen.
Ifølge de polske myndigheder havde Sauer-Danfoss også søgt og fået bevilget 40 millioner kroner i støtte fra EU til etablering af produktionen. Støtten gives for at udvikle tilbagestående områder i Polen, men er ikke beregnet på at flytte arbejdspladser fra et EU-land til et andet, skriver Avisen.dk.
Sauer-Danfoss koncernen har for nylig besluttet at trække sin EU-ansøgning. Begrundelsen er, at de ikke kan levere den nye teknologi, som de lovede i ansøgningen. Til Avisen.dk siger vicepræsident hos Sauer-Danfoss, Michael Skjerning, at han ikke kan forklare, hvorfor koncernen har søgt EU om støtte til at flytte til Polen, men at det er sket efter rådgivning fra et konsulentfirma.
Socialdemokraternes erhvervsordfører Nick Hækkerup vil rejse sagen overfor skatteminister Kristian Jensen (V).
- Jeg tvivler på, det her er lovligt. Det virker helt grotesk, siger Nick Hækkerup
Arbejderen har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Venstres formand for Folketingets Erhvervsudvalg, Hans Christian Schmidt og partiets erhvervspolitiske ordfører Jacob Jensen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. jan. 2010 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:07

Indland