Den australske virksomhed Gunns Pulp Mill omdanner gammel skov til træmasse. Australske banker tør ikke investere i den upopulære virksomhed. Måske tør Nordea
Miljø- og klimaaktivister i Australien råber om hjælp i Danmark.
Banken Nordea overvejer at låne penge til en industrivirksomhed, der har ansvaret for ødelæggelse af store skovområder på Tasmanien.
Alle store banker i Australien har sagt nej til at investere i projektet. Men den pågældende fabrik til fremstilling af millioner af ton træmasse kan blive en realitet, hvis Nordea beslutter at låne penge til Gunns Pulp Mill.
Netværket Avaaz har nu iværksat en international kampagne, hvor man beder mennesker om at sende et elektronisk protestbrev til Nordeas bestyrelsesformand Christian Clausen.
Det er store og gamle naturskove på Tasmanien, som er i fare. De er hjemsted for en række sjældne og truede dyr og studier viser, at gamle skove lagrer mere CO2 per hektar end nogen anden skovtype i verden, skriver Avaaz.
Men nu bliver træerne fældet, og skove bliver brændt af under et veritabelt napalm-bombardement. På hjemmesiden avaaz.org vises der en dokumentarfilm om ødelæggelserne.
I protestbrevet til Nordea, som ligger på nettet klar til underskrift og afsendelse, anerkendes det, at Nordea har underskrevet et miljø-etisk regelsæt kendt som 'Ækvator-principperne'. Avaaz-aktivisterne mener, at det er i strid med disse principper at låne penge til en miljøskadelig virksomhed som denne.
Uafhængige økonomiske analyser har desuden vist, at fabrikken vil nedlægge flere arbejdspladser end den skaber.
Derfor understreges det i protestbrevet, at Nordea må vælge mellem enten slet ikke at låne penge til virksomheden eller i det mindste at kræve, at Gunns Ltd bygger en miljøvenlig virksomhed, der ikke anvender klor, og som får al sin træmasse fra plantager, som etableres efter godkendelse af de lokale myndigheder.
Nordea ønskede i går ikke at lade sig interviewe til Arbejderen. I en mail oplyser banken:
'Nordea har ikke taget nogen beslutning om at finansiere projektet i Tasmanien'.
Rune Kibsgaard Sjøhelle skriver videre, at overholdelse af internationale normer indgår når banken vurderer en låneansøgning, og han slutter med at skrive:
'... vi vil ikke finansiere et projekt i den form, som det er præsenteret i medierne hidtil'.
www.avaaz.org
Kampagneside No Pulb Mills Nordea - mulighed for at sende protestmails til Nordea
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278