25 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Sander vil privatisere IT-universitetet

Sander vil privatisere IT-universitetet

Onsdag, 06. januar, 2010, 00:00:00

Helge Sander vil privatisere IT-universitetet på Amager. Han arbejder på et lovforslag, der skal give private mulighed for at drive universiteter og opkræve brugerbetaling

IT-universitetet på Amager er det første danske universitet, der skal privatiseres. En ny lovgivning skal give mulighed for, at private universiteter både kan få offentlig støtte og opkræve brugerbetaling fra de studerende.
Det offentliggjorde videnskabsminister Helge Sander (V) inden jul i nyhedsbrevet Computerworld. Han mener, at tiden nu er moden til at oprette private universiteter i Danmark. Her fremhæver han IT-universitetet som en oplagt kandidat.
En arbejdsgruppe under Videnskabsministeriet arbejder netop nu på et lovforslag, der skal give mulighed for at privatisere offentlige universiteter. Det skal ligeledes give private virksomheder og investorer mulighed for at drive universiteter for offentlige penge samtidig med, at de opkræver brugerbetaling. De studerende frygter, at privatisering af IT-universitetet kun er begyndelsen:
- Hvis lovgivningen gennemføres, vil det føre til A- og B-universiteter, mener Mikkel Zeuthen, der er formand for Danske Studerendes Fællesråd (DSF). Når de private universiteter kan opkræver brugerbetaling, kommer konkurrencen om de offentlige penge til at foregå på ulige vilkår, mener han.
- Det minder om den måde, de offentlige midler er blevet kanaliseret over i den private sektor indenfor sundhedsområdet, siger Mikkel Zeuthen.
Det vil få store konsekvenser for de studerende på de offentlige universiteter. Helge Sander har ingen planer om at tilføre flere penge til universitetssektoren, og konkurrencen med de private universiteter vil derfor dræne de offentlige universiteters økonomi. Det vil få konsekvenser for uddannelsernes kvalitet, mener DSF.
Privatisering af universiteterne vil ligeledes få konsekvenser for kvaliteten af den forskning, der bliver lavet på universitetet. Det mener Dansk Magisterforening (DM), der organiserer mange af universiteternes ansatte.
- De private investorer vil kun være interesseret i forskning, der plejer deres egne kortsigtede økonomiske interesser. Det vil komme til at gå ud over grundforskningen og den forskning, der er i hele samfundets interesse, mener Jens Vraa-Jensen, pressemedarbejder i DM.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. jan. 2010 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:07

Indland